Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Advan Cup

Duften af friske pokaler

Advan Cup 
02/09/09 

Der er ikke noget bedre end pokaler til hylden. Slet ikke hvis man hedder Kim Lund Johansen, kører Advan Cup og har haft en problematisk sæson.
Efter en sæson med motorproblemer, fejldomme og andre irriterende småproblemer, kunne Team Point-S-køreren endelig have en weekend med gode resultater. Det blev til en 3. og en 2. plads.
 

En sjetteplads i tidtagningen var en fornuftig start på weekenden, og da en konkurrent blev afsløret med fingrene i benzintanken - ihvertfald blev der fundet ulovlig benzin i tanken - var femtepladsen sikret.

Målet var stadig sejre frem for alt, så den hvide 307'er fik ikke mange sekunders ro, da Advan Cuppens første heat startede lørdag eftermiddag. I sikker stil avancerede Kim frem til tredjepladsen, hvor han lagde sig i David Falch's dækspor. Flere gange blev det forsøgt at komme forbi, men 308'eren er stadig en meget bred bil, så han måtte tage til takke med den laveste podieplads.


Farten er kommet tilbage til Team Point-S.
(Foto: Gripping Media)

'Det er stadig et stort skridt fremad, at vi er med helt oppe i toppen igen', fortalte Kim Lund, der efterhånden har en lang historie med den hvide 307'er, som han vandt mesterskabet med i 2006 og 2007.

En af sponsorerne sørgede også for at markere at arvefølgen i Lund-familien er blevet sikret. Gripping Media havde til Grand Prix Danmark fået strikket en 'baby-hjelm' i teamets farver samt et halstørklæde med strikkede sponsorlogoer. Det vakte stor glæde i teltet, og teamet har efter sigende fundet sig en ny maskot.


Arvefølgen er sikret, og sponsorlogoerne er allerede på plads.
(Foto: Gripping Media)

Der er stadig 18 år til 'Mini-Kim' kan overtage rattet i farmands Peugeot 307, så Kim måtte selv trække i køredragten til søndagens løb. Med en startplacering som nummer fire, var der igen lagt op til topplacering til den lokale kører.

Med en god start lykkedes det at komme godt med igen, og ret hurtigt havde Kim atter pokaler i udsigt. Det var ikke til at følge Steffen Larsen, men hele løbet igennem holdt Kim en god afstand til Anders Majgaard, der kom ind på tredjepladsen, et halvt sekund efter Kim.


Konkurrenterne blev lagt bagved den hvide 307'er.
(Foto: Gripping Media)

Efterfølgende blev Anders Majgaard og Steffen Larsens biler udtaget til skærpet efterkontrol, og onsdag den 26. august stod det klart, at Majgaard er blevet udelukket af løbet på grund af uregelmæssigheder i hans motor. Det betyder, at Kim nu er avanceret til 2. pladsen i mesterskabet efter David Falch.

'Det er selvfølgelig enormt ærgerligt, at Majgaard er blevet udelukket. Racerløb skal jo køres på racerbanen og ikke afgøres bagefter', siger Kim Lund. 'Men den slags sker jo, og selvom vi nok ikke har store chancer for at tage titlen fra David Falch, så skal vi da gøre alt hvad vi kan for at det sker.'

Team Point-S

Gripping Media ApS

Læs mere om:
  • Kim Lund Johansen
  • Team Lund
  • Jyllandsringen
  • 23/08/09 - Jyllandsringen - Advan Cup
  •