Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Rallycross - DM

Favoritternes dag

Rallycross - DM 
14/08/09 

Nisseringen bød på femte afdeling af årets rallycrossmesterskaber, der foregik med en meget effektiv afvikling med minimale forstyrrelser. Det skyldtes ikke mindst den igangværende ombygning, der har fjernet et par kritiske punkter på banen, så skaderne på bilerne var mest af teknisk karakter. Det hele foregik i strålende solskin til glæde for de fleste, omend det krævede hyppig vanding af banens løse belægning.
 

De indledende heat foregik rimelig adstadigt med et minimum af buler og skader bortset fra Erik Andersens rulletur med sin VW Golf i anden heatrunde. Dermed var hans dag overstået og i samme runde udgik Morten Jespersen med transmissionsproblemer i hans flotte, fyrrige Peugeot 207 superbil. Med minimal tid til klargøring nåede Jespersen ikke frem til tredje heat, men hans dag var langtfra forbi af den grund!

Klasse 1, Supernational 0-1600 ccm + Div. 1A
Jacob Schnoor blev sikker vinder i sin Peugeot 106, men fik også god hjælp af sin nærmeste konkurrent på Nisseringen. Dennis Rømer kørte nemlig sin Skoda Fabia til pole i finalen, men først missede han starten og dernæst var han og to konkurrenter tæt på at havne i autoværnet i første sving. Fra sjettepladsen kørte han sig flere gange frem i feltet og endte på fjerdepladsen, men dommerne takserede hans til tider hårdhændede kørsel til en udelukkelse.
Den enes død er som bekendt den andens brød, for en stærkt kørende Kim Dall kørte sin Toyota Corolla til sæsonens hidtil bedste resultat med andenpladsen foren endnu en 106'er med Dennis Larsen. Lars Nielsen arvede fjerdepladsen i Nissan Micra, mens Claus Jespersen på femtepladen kunne fundere over hvad det kunne være blevet til. Han var tredje hurtigst bag Rømer og Schnoor i de to første heatrunder, men i tredje runde plantede han Citroën Saxoen i autoværnet og måtte gennem B-finalen.

Klasse 2, Supernational 0-2000 ccm
Endnu en overbevisende sejr, den femte af fem mulige, til Rasmus Nielsen og Honda Civicen. I de indledende heats satte han nærmeste konkurrent med et halvt minut og fortsatte i samme stil i finalen. Gunnar Væsel i Opel Astra blev den slagne toer foran Claus Christensen i Ford Escort, men begge oplevede sæsonens absolut bedste løb. De to førte an i et tæt opløb, der så seks biler slutte inden for tre sekunder! Allan Jørgensen sikrede sig gode DM-point med fjerdepladsen i Opel Corsa foran Dennis Christensen i Peugeot 306. Bent Nielsen debuterede sin Honda Civic af nyeste generation med en flot sjetteplads foran Peter Lindgaard, der var blandt de uheldige i indledende heats. Han og Thomas Thomsen kæmpede om de samme kvadratmeter i første heatrunde, hvilket sendte Lindgaard i spind og Thomsens forhjul i en helt forkert vinkel. Begge var dog bevis på at det betaler sig at kæmpe videre og der var dermed DM-point med hjem til begge.

Klasse 3, Supernational over 2000 ccm + Rallycross Support
De store tohjulstrækkere fik også en sikker vinder. Her hed han Troels Daarbak og hans knaldrøde Volvo S40 er dermed ubesejret i dette års DM-opgør. Lige fra morgenens tidtagning dominerede han konkurrenterne. Samme stil holdt han i finalen, hvor han blev yderligere hjulpet af en tæt in-fight mellem de ældre 240 Volvoer med Morten Schnack og Peter T. Jensen. De to hægtede sig i bogstaveligste forstand sammen i startsvinget og først ved chikanen på toppen af bakken slap de hinanden. Da var Daarbak for længst kørt. Morten Schnack lå længe til andenpladsen, men Peter T. timede det alternative spor perfekt og snuppede podiets andet trin. Bagefter snuppede dommerne Schnacks tredjeplads for startbataljen, så treer blev Jacob Pedersen i Audi Coupé. Benny Kristensen og hans Opel Manta var tæt på Audien hele dagen men hele tiden bagefter, mens Morten Lundgaard i Toyota Corolla blev sjette og sidst. Feltets ældste bil var svenskerens Morgan Nordbeck's VW 1500 med Volvo 2,4 motor. Han døjede flere gange med mekanikken i de indledende runder og måtte trække sig før finalen.

Klasse 4, Division 1
Der var ingen tvivl om rækkefølgen blandt de tre superbiler. Morten Jespersen var hurtigst, Jacob Teil Hansen i Ford Escort toer og Bjarne Jensen i Mitsubishi Lancer treer. Alligevel startede de finalen i omvendte rækkefølge. Både Morten og Jacob døjede med defekter i de indledende runder, hvor Bjarne bare kørte og kørte, men der var stadig finalen til at afgøre dagen. Jacob Teil Hansen førte an i første halvdel, mens Morten Jespersens Peugeot ikke gik helt rent. Han var dog tæt nok til at tage føringen da Jacob kom ud af sporet i chikanen. Herefter var der atter skud i 206'eren, der efter dagens hårde arbejde kørte sejren hjem foran Jacob Teil Hansen og Bjarne Jensen.

Klasse 5, Gruppe N 0-1600 ccm
Søren Lyck var endnu en suværen klassevinder i sin Honda Civic, men havde da også revanche fra banens pinseløb til gode. Det lykkedes fint med hurtigste tider i indledende heats. Finalesejren blev kørt hjem foran de lokale Søren Mortensen og hans Suzuki Swift, samt Jonas Skaaning i endnu en Civic. Også i denne klasse var der tæt opløb om sidste plads på skammelen, for Bent Madsen, Michael Berg Sørensen og Allan E. Christiansen var lige i hælene på Skaaning i mål. Claus Østedgaard tabte terræn i DM-kampen med syvendepladsen i sin Citroën Saxo og var da også gennem B-finalen før han nåede til dén placering.

Der resterer endnu 3 DM-afdelinger og intet derfor afgjort endnu. Rasmus Nielsen og Troels Daarbak fra klasse 2 og 3 er endnu ubesejret i deres klasser og klare favoritter, mens Søren Lyck i klasse 5 heller ikke har været i sønderligt gavehumør denne sæson. I klasse 1 ser Jacob Schnoor ud til at være ene om at kombinere fart og stabilitet og ligner en favorit, mens Bjarne Jensen fører en meget tynd klasse 4.
6. afdeling køres på Ring Djursland den 30. august og dermed er banen tilbage på DM-kalenderen efter man måtte aflyse sidste års løb på grund af ændret miljøgodkendelse. Den gang blev der leveret hurtig og spektakulær underholdning, så der bliver noget at se på sidste søndag i august.

Jesper O. Hansen

Læs mere om:
  • Nisseringen
  • 09/08/09 - Nisseringen - Rallycross - DM - DM
  •