Kasper Andersen var tredje hurtigste kører da SuperLeague Formula fredag kørte deres frie træning på Zolder banen i Belgien. FC Liverpool bilen med Adrian Valles bag rattet var hurtigst. Det ser ud til at FC Liverpool vil forsætte hvor de slap i seriens første løb.
For Kasper Andersen var det lige en bane i hans kram. Han imponerede alt og alle ved fredagens fri træninger. I den første træning skulle han ligesom de andre kørere, køre sig ind på banen og her var Kasper Andersen femtehurtigst.
Kasper Andersen under fredagens træning (Foto: FC-Midtjylland)
I anden fri træning gik det endnu bedre. En helt forrygende Kasper Andersen kørte fra alt og alle og satte den bedste tid hidtil. I den tredje fri træning var de fleste andre på nye dæk, men FC Midtjylland og Kasper Andersen valgte at bruge de i forvejen mere eller mindre brugte dæk, og derfor fik Kasper Andersen ikke den bedste tid her.
Lørdag er der kvalifikation forud for løbet, og Kasper Andersen er opsat på at her skal der præsteres. I første omgang er målet at komme blandt de otte der går videre til den såkaldte knockout-runde. Men konkurrencen er svær. FC Liverpool imponerede igen med gode tider.