Ikke mindst var den lange Special Saloon Car finale motorløb af høj kvalitet med gode nærkampe hele vejen ned igennem feltet – og det var absolut ikke kedeligt, selv om det kunne se sådan ud på resultattavlen med Johannes Graversens dominerende og velfortjente finalesejr.
Aquila’erne kom lidt ufrivilligt til at levere en vigtig ingrediens til den gode underholdning: Grundet nogle irriterende tekniske problemer fik Michael Jakobsen og Lars ’Hjulspind’ Nielsen ikke sat tider i den sidste tidtagning og skulle derfor starte bagest – der var dermed lagt op til en spændende kørsel op gennem feltet, og en god nærkamp undervejs mellem de to Aquilaer.
Michael Jacobsen tæt fulgt af lars Erik 'Hjulspin' Nielsen. (Foto: Aquila Racing Cars)
I lang tid så det ud som om at Michael lige netop kunne holde Lars stangen, da det var svært for Lars både at skulle væve sig gennem ’trafikken’ og samtidig sætte et afgørende angreb ind. Men i et øjebliks manglende koncentration nær løbets slutning tog Michael den lange tur gennem sandkassen på vej ud af skoven, og beviste dermed at Aquila’en kun i en vis udstrækning er terrængående, men det kostede en del pladser, da hans dæk fik flat spots ved den næste nedbremsning – han skulle jo lige bremse på al det sand og grus han lige havde slæbt med!
Men Michael er en fighter og han gennemførte da også trods sit lille faux pas.
Off Road kørsel er ikke just det Aquila racerne er bygget til, alligevel kunne Michael Jacobsen køre sin racer ud af sandfanget og fortsætte løbet. (Foto: Aquila Racing Cars)
Det er skønt at se den store variation der er i materiellet i Special Saloon Car i år – det er ligesom om klas-sen er ved at opleve en renæssance, og det er rart at nogle af vores skandinaviske broderfolk også kaster sig dygtigt ind i kampen.
At Johannes Graversen kan køre så stærkt i en bil der er over et kvart århundrede ung, men stadig virker helt moderne, er anskuelighedsundervisning i erfaring og evolution – men mon ikke han, Schönemann og de andre får mere kamp til stregen når Holbæk får optimeret motorstyringen på deres M3-motoriserede Aquila og nogle de andre Aquila kørere får lidt mere øvelse?
En stor tak til Djurslands Motorklub Autosport for et fremragende og velorganiseret arrangement med venlige og hjælpsomme officials…og så havde I jo også fået arrangeret solskin over Danmarks bedste racerbane!
Anders W. Bonde Aquila Racing Cars Læs mere om: Lars Erik Nielsen Michael JakobsenRing Djursland21/06/09 - Ring Djursland - Special Saloon |