Måneders konstruktiv forhandling med alle byens relevante vej og natur myndigheder samt politi og brandvæsen, har nu ført til en endelig forhåndsgodkendelse af løbet, som under navnet Classic Race Aarhus, ”A Historic Drive Through Decades” får sin premiere i weekenden den 19. & 20. juni 2010.
Banens forløb:
”Rundt om Mindeparken” - Strandvejen, Oddervej, Kongevejen, Carl Nielsens Vej.
Med udsigt til strand, bugt og skov, Mindeparken og Marselisborg slot får ikke blot kørerne, men også publikum de smukkeste rammer til en weekend, hvor kulturhistoriske biler fra hele Europa vil dyste om klassemesterskaber i et race, som vil tiltrække mange tusinde mennesker, familier og motorsportsentusiaster fra nær og fjern.
Løbets profil og identitet:
Ud over banens smukke placering, er ambitionen at skabe et løb med en international profil, hvor nogle af Europas flotteste biler deltager og hvor kørerne ”forkæles” i en særlig grad. Et unikt ”Goodwood” inspireret område etableres, som en tidstypisk tidslomme, hvor nostalgien kan trives og publikum vil opleve datidens særlige motorsports-stemning.
Løbets kulturhistoriske profil sættes i højsædet og der lægges særligt vægt på løbet som en oplevelse for hele familien.
Økonomi, sekretariatsleder og beboerne i området:
Hvad der for få måneder siden var en ønskedrøm for en række forretnings- og erhvervsfolk i byen bliver nu til virkelighed efter den fornødne startkapital samt en række underskudsgarantier ligeledes er faldet på plads. Både Århus Kommune og det private erhvervsliv bidrager med kapital og underskudsgaranti. Arbejdet frem mod den 19.- 20. juni 2010 er nu påbegyndt og sekretariatet er netop startet op under ledelse af Ole Markussen, som tidligere har stået i spidsen for Historic Grandprix i København. Ole Markussen besidder derfor en enorm erfaring på området, når det gælder om at afvikle racet under betryggende forhold og til mindst mulig gene for beboerne i området. Beboerne i området har i den forbindelse været indkaldt til et orienterende møde, hvor løbets placering fik opbakning og beboerne fik en repræsentant i styregruppen.
Udtalelse:
”Vi er utrolig glade for den flotte opbakning vi har fået overalt til arrangementet – både fra Århus Kommune, byens myndigheder og det private erhvervsliv og flere af byens organisationer” udtaler fondens bestyrelse, som består af byrådsmedlem Niels Brøchner (k), Claus Søgaard Poulsen, erhvervslivets repræsentant og Claus Bech, direktør Århus City Forening, som er initiativtagere til racet og den oprettede fond bag racet. ”Nu er næste opgave at føre ambitionerne ud i livet og vi ser frem til det spændende arbejde som venter i tæt samarbejde med styregruppen og de mange frivillige, som vi håber på vil tilmelde sig”.
Fondens formål:
Et evt. overskud fra racet går til forbedring af børns sikkerhed i trafikken samt til forskning og udvikling til gavn for miljørigtige biler.
Se yderligere på www.craa.dk siden er dog under opbygning.
Fonden for CLASSIC RACE AARHUS Læs mere om: Ole Markussen27/06/10 - Mindeparken (Gadeløb) - Classic Race Aarhus |