FIA modtog ellers hele 15 henvendelser om at få lov til at blive ny deltager i mesterskabet næste år, og her blev der således kun plads til 3 - indtil videre!
Campos Grand Prix: Det spanske team har hovedkvarter i Madrid, mens teamets tekniske afdeling ligger i Valencia. Teamet indgår i et samarbejde med Dallara om udviklingen af et chassic mens det er Cosworth der kommer til at levere motorer. For tiden står teamet stærkt i GP2 hvor de har kørerne Vitaly Petrov og Romain Grosjean i stalden.
Teamets historie: Teamet er grundlagt i 1998 af Adrian Campos der som tidligere aktiv kører stablede sit eget team på benene, under navnet "Adrian Campos Motorsport". Ideen var at tage nye og unge kørere ind for at give dem erfaring i så stærke racere som muligt. I 2005 blev teamet ombygget til "Campos Motorsport" og siden ændrede det navn til "Campos Racing". I dag er det officielt kendt i GP2 som "Barwa Addax Team.
Det er iøvrigt ganske interessant at se hvilke kørere der har været igennem Campos - kørere som Marc Gene (der i denne weekend kører Le Mans for Peugeot), Antonio Garcia (der er Jan Magnussens holdkammerat i netop samme løb) samt Fernando Alonso, der siden har sat sit tydelige præg på Formel 1. Fra 2010 står der så yderligere Formel 1 på teamets imponerende CV.
Manor Grand Prix: Teamet er en sammenslutning af to partnere, det succesrige Manor Motorsport team som i flere år har domineret i blandt andet Formel 3 samt firmaet Wirth Research Limited, som ledes af tidligere teamchef Nick Wirth. Wirth bliver teamets tekniske leder mens teamchef bliver John Booth.
Teamets historie: Teamet er grundlagt i 1990 af John Booth som "Manor Motorsport" og siden haft stor indflydelse i Formel Renault rundt om i Europa samt været en magtfaktor i Formel 3-serierne. Lewis Hamilton og Kimi Raikkonen har således også været en tur forbi Manor i deres unge år. Teamets Formel Renault-del blev for nogle år tilbage frikøbt af Tony Shaw, der nu driver den del under navnet "Manor Competition".
Team US F1: Det storstilede amerikanske team får base i Charlotte, USA og bliver ledet af Ken Anderson og Peter Windsor.
Teamets historie: Egentlig har teamet ikke rigtig nogen historie eftersom det er forholdsvis ukendt. Anderson og Windsor satte sig sammen for at forsøge at skabe et amerikansk Formel 1-projekt som der har været meget stille omkring. Ret beset skifter de officielt navn til US Grand Prix Engineering, da deres oprindelige US F1 navn ikke kan benyttes da F1 er et beskyttet varemærke.
Benji
Læs mere om: Hispania RacingUSGPEVirgin RacingNyt Formel 1 team præsenteret |