Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Historisk motorsport

Goodwood Festival of Speed 2009

Historisk 
10/06/09 

Verdens største og bedste historiske racerfestival
Hvert år siden 1993 har Lord March arrangeret en festival for historiske racerbiler i sin ”baghave”. De kommer fra alle steder på jordkloden.
Hovedtemaet i år er:
”True Grit – Epic Feats of Endurance”.
 

Som titlen antyder vil festivalen fejre de mange helte i motorsporten, som overvandt store fysiske, mentale og tekniske forhindringer i deres stræben efter succes.
Det er 40. året for den nok mest ikoniske racerbil, nemlig Porsche 917. Det fejres med den største samling Porsche 917 set i England til dato.


En utrolig smuk Ferrari 512 sportsvogn. Ja det var den som var oppe mod Porsche 917.
(Foto: Motorsporten.dk)

Og Frank Williams kan også fejre 40 års jubilæum. Han startede som bekendt i F1 i 1969. Ikke med sin egen vogn – for dengang kunne man rent faktisk stille op ved at købe andres biler. Han købte af snørklede omveje en fabriksny Brabham og fik med stjernen Piers Courage overraskende hurtigt succes. Nummer 2 i både Monaco og Watkins Glen (USA) blev højdepunkterne i en rigtig god debut sæson. Mange af de biler som Frank Williams har stået bag vil være til stede.


En uhyre sjælden De Tomaso fra 1970. En af de biler som Frank Williams stod bag.
(Foto: Motorsporten.dk)

Det er 50. året for en anden ikon, nemlig det berømte ”hundehus” – Morris Mini. En bil som med det dengang banebrydende design både fik succes som almindelig gadebil og som racerbil. Forvent at se et kæmpe udvalg af forskellige varianten af denne ikoniske bil.


Den Matra-Ford som gjorde Jackie Stewart til verdensmester i 1969.
(Foto: Motorsporten.dk)

Arrangementet gennemføres som et såkaldt ”hill-climb”. Dvs at bilerne en af gangen starter ”for neden” og kører op til toppen af bakken af en lang, snoet asfaltbane.

Et lille tip. Prøv at gå ned omkring startstregen og se når de mest hidsige biler lægger fra land. Der bliver IKKE sparet på hjulspind og dækrøg.

Rallybilerne har desuden deres helt egen 3 kilometer lange rallybane hvor der bliver rig mulighed for at køre sidelæns.


Kom lige her og snak om at køre sidelæns.
(Foto: Motorsporten.dk)

Nu er det en historisk festival, men en sikker tilskuermagnet er det faktum at ud over historiske biler kommer der også mange nuværende F1 teams. Topteams som f.eks Ferrari, McLaren, BMW-Sauber, Toyota, Brawn, Red Bull og Williams er med, typisk med dette eller sidste års biler. Og så er det ikke den med at bilerne er komplet umulige at komme i nærheden af. Nej man kan frit gå rundt i paddock og komme meget tæt på bilerne.


McLaren havde medbragt en passende samling af deres biler.
(Foto: Motorsporten.dk)

Traditionen tro kommer mange af de bedste biler fra Le Mans. Forvent at se vanevinderen Audi. Forhåbenligt den som Tom har kørt først over stregen med.

Ud over berømte biler vil det også vrimle med berømte kørere. Den største stjerne er nok den forsvarende verdensmester Lewis Hamilton, som har meldt sin ankomst. Men også fortidens stjerner som f.eks Sir Stirling Moss, Jackie Stewart, Eddie Irvine, David Coulthard, Dan Gurney, Derek Bell, Damon Hill, Jacky Ickx og John Surtees kan få tænderne til at løbe i vand.


Et kendt par fra hver sin generation.
(Foto: Motorsporten.dk)

Og så er det ikke den med at kørerne sidder bag 10 meter pigtråd fra man kommer til man går. Næh – man kan sagtens være heldig at møde kørerne i depotet og bede om en autograf.

Lord March er ud over at være en rig mand med gods og slot også bidt af en gal racerbil og han kører altid selv med i en af de vidunderlige historiske biler.


Nej det er ikke en go-kart. Det er faktisk en Shadow Can-Am bil, som kunne kører over 300 km/t. Et fint eksempel på de spændende konstruktionen som Can-Am klassen blev så kendt for – reglementet var nemlig stort set et blankt stykke papir. Men bilens ulemper (f.eks mangel på effektive bremser) var større end fordelene, så den blev droppet. Men på langsiden var den en ren raket – som jeg nødigt ville sidde i.
(Foto: Motorsporten.dk)

En yderst tiltalende Toyota mekaniker.
(Foto: Motorsporten.dk)

Festivalen er i år den 3-4-5 juli. Man kan IKKE købe billetter ved indgangen. De skal købes på forhånd. Gå ind på linket www.goodwood.co.uk. Her kan man dels bestille billetter og dels læse en masse nyttige informationer om arrangementet. Vi ses på Goodwood Festival of Speed den 3-4-5 juli.

Allan Nielsen

Læs mere om:
  • Goodwood
  •