I år er de to traditioner forenet, for når Padborg Parks Historiske Festival køres i den første weekend af juni, bliver det også med et Mini Le Mans på programmet – meget apropos en uge inden, at den franske klassiker løber af stabelen. Men selv om racerbilerne og banerne er forskellige, er det stadig de samme udfordringer, som de deltagende mandskaber har i de to arrangementer. Nemlig at få tilbagelagt flest mulige omgange indenfor den tid, der er til rådighed.
Langdistanceløbet ved Historisk Festival afslutter lørdagens program på Padborg Park. Så bliver mere end 30 tunede sports- og standardvogne sluppet løs på den lidt mere end to kilometer lange bane, hvorefter der bliver kæmpet dels skærm mod skærm, dels på taktikken. Reglementet dikterer to obligatoriske pitstops, hvor der skal tankes og mindst en gang skiftes chauffør, og kan et mandskab klare sig med dette, har det gode vinderchancer.
Da kampen om Danish Endurance Championship, som langdistanceløbet på Padborg Park er anden runde af, tog sin begyndelse tidligere på året, var det netop den strategi, som bragte trioen Per Johansen/Tom Pedersen/Kurt Thiim, Vejle/Christiansfeld/Luxembourg, i front. Ikke bare i den stærkt besatte division 2 for biler op til to liter, men også generelt. Det lykkedes bl.a. trioen at slå langt hurtigere biler.
Denne Ferrari med Jan Heiselberg og Thomas Vestergaard forventes at være med i topkampen ved det Mini Le Mans, som køres i forbindelse med Padborg Parks Historiske Festival. (Foto: Morten Alstrup)
Det gjaldt således den Ferrari 360, som køres af Jan Heiselberg/Thomas Vestergaard, Esbjerg/Vejle. Et par mindre uheld satte kørerne i den røde fartmaskine tilbage, men kan de undgå dem, har duoen en god chance for at tage den samlede sejr. Padborg Park er nemlig kendetegnet ved sin 700 meter lange langside, og den formår virkelig at skille fårene fra bukkene. Ferrarien runder således snildt de 200 km/t, inden der skal bremses, og på dette tidspunkt har den for længst lagt mangen en forfølger bag sig.
Men langdistanceløbet på Padborg Park er ikke kun en konkurrence for de mest potente racerbiler. I division 1 for biler op til 1600 cm3 finder man racerbiler, der som udgangspunkt måske ikke er udprægede fartvidundere, men her er konkurrencen og jævnbyrdigheden til gengæld helt i top. Siden Danish Endurance Championship blev skabt op til 2006-sæsonen, har man således haft syv forskellige mandskaber øverst på sejrsskamlen i de i alt tretten løb, der er blevet kørt!
Pitstop er et element, der kan afgøre et langdistanceløb. Her er det teamet med Jørgen Hansen, Michael Jacobsen og Jesper Holden, som har skiftet chauffør. (Foto: Morten Alstrup)
Da sæsonen i Danish Endurance Championship tog sin begyndelse i foråret, var det Werner Wounlund/Bjørn Larsen, Ishøj/Greve, som vandt, men flere andre kørere vil gøre dem rangen stridig og forsøge at forhindre dem i at vinde et løb, så de kan blive blot det andet mandskab, som i division 1 har taget to sejre i træk. Flemming D. Olsen/Jens Erik Hansen/Jens Henrik Hansen, Roskilde/Havdrup/Havdrup, råder således over feltets mest potente bil, men holdbarheden har vist sig at være et problem. Men trioen Jørgen Hansen/Jesper Holden/Michael Jacobsen, Skærbæk/Rødding/Aabenraa, er her et outsiderhold, som måske kan tage sejren. Læs mere om: Padborg Park07/06/09 - Padborg Park - Legends Cars07/06/09 - Padborg Park - Swift ChallengeHistorisk Festival på Padborg Park |