Special Saloon Car SS3 11/05/09
|
|
Som optakt til sidste weekends sæsonpremiere ved Åbningsløbet på FDM Jyllandsringen, deltog Jørgen Hansen i den officielle testdag samme sted ugen før. Det var i et kapløb med tiden, at bilen blev klar efter løbet på Hockenheim, hvor motoren eksploderede, men testdagen viste sig at være en god investering. |
Allerede i første træningspas begyndte gearcuttet at lave problemer, og trods ihærdigt arbejde lykkedes det ikke at få det til at fungere helt perfekt. ”Det har været alt arbejdet og pengene værd at komme herover og opdage problemet, inden vi skal til at køre race”, sagde en veloplagt Jørgen på testdagen. Inden dagen var omme, var et andet problem dog også dukket op: I det sidste testpas opgav bagtøjet med et brag, som kunne høres helt ind i pitten.
Lørdag mødte Hansen Racing så op på Jyllandsringen igen. Bagtøjet var blevet udskiftet – desværre til en højere gearing, som ikke passede helt perfekt til alle de snævre sving på banen, men hellere det end se løbet fra lænestolen. Gearcuttet fortsatte med at drille, så da der var sat en fornuftig tid, blev resten af tidtagningen brugt i et forsøg på at rette fejlen. Det lykkedes ikke, så til anden tidtagning var der fremstillet en ekstra kontakt, som kunne betjenes manuelt. Vejrguderne var på Jørgens side, da de lod en let regn drive over banen, og dermed gjorde det vanskelligere for de mere potente biler at overføre kræfterne til asfalten.
Jørgen Hansen gennem Ford-kurven. (Foto: Gripping Media)
Søndag strålede solen til gengæld fra en næsten skyfri himmel, da første løb startede. Michael Klostermann kørte fra alt og alle, Lars Schönemann kæmpede med Johannes Graversen og Jørgen kæmpede med Christer Gislerud. Kampen blev lidt hårdere end normalt, da servopumpen til styringen begyndte at strejke. Det var flot motorløb med tæt kørsel. Gislerud pressede meget hårdt, og det lykkedes at udbremse jørgen for enden af langsiden. ”Jeg bremsede sent, men han drønede forbi mig, inden han bremsede. Jeg troede ikke, han kunne nå det, så jeg gjorde klar til at smutte indenom. Men han kom rundt, jeg gav fuld gas, og så slap han gassen. Det overraskede mig fuldstændig, så jeg kom til at trykke ham godt og grundigt bagi.” BMW’en havde fået knust glasfiberfronten, men ingen af de vitale dele havde taget skade.
Som resultat var fjerdepladsen tilfredsstillende og set i bakspejlet med svigtende servostyring og forkert bagtøjsgearing, kunne det næppe gøres anderledes.
I pausen blev fronten restaureret og servopumpen efterset. Den virkede fint ved høje omdrejninger, men leverede ikke noget tryk ved lave omdrejninger, hvor man ellers har mest brug for hjælpen.
Tæt kamp med Christer Gislerud. (Foto: Gripping Media)
Kampen om førstepladsen blev igen en kamp mellem Lars Schönemann og Johannes Graversen, mens Jørgen og Christer Gislerud udkæmpede deres egen kamp om de næste pladser. Christer var en anelse bedre kørende i sidste del af løbet, hvor der for alvor kom bid i Porchens dæk. Forskellen over målstregen var dog beskedne 0,7 sekund, så blot en lille fejl ville have givet et andet resultat.
Frem til næste løb på Padborg Park om to uger, skal der skrues og justeres på BMW’en, så der igen kan leveres godt og tæt motorløb.
Hansen Racing Gripping Media ApS Læs mere om: Jørgen 'Gamle' HansenHansen RacingJyllandsringen10/05/09 - Jyllandsringen - Special Saloon |