Martin Sally Pedersen klar til at tage hul på Clio Cup mesterskabet 2009. (Foto: Motorsporten.dk)
Martin Sally Pedersen startede weekenden med at placere sig lige midt i feltet i lørdagens fri træning, hvor han sluttede på 6. pladsen ud af de 11 kørere der var på banen.
Den placering forbedrede han i tidtagningen med to pladser, hvilket betød at hans startplacering til det første af søndagens løb blev som nummer 5.
Hans næstbedste tid var så god at den rakte til en startplacering som nummer 4 til det andet løb.
Martin var godt tilfreds med lørdagens resultater, og derfor optimistisk forud for søndagens løb, hvor det bestemt ikke var umuligt at få et par gode resultater med hjem.
Martin Sally Pedersen på vej mod årets første podieplacering. (Foto: Motorsporten.dk)
Søndag middag kørtes det første løb, og Martin fulgte godt med de hurtigste kørere i klassen, og da et par af dem ikke fuldførte løbet, var Martin ikke sen til at udnytte chancen og køre sin Clio racer op på 2. pladsen, han måtte dog et par omgange senere afgive denne placering igen, men kom i mål på en flot 3. plads, kun 8,2 sekund bag vinderen Claus Christensen.
Denne placering indbragte Martin de første 15 point til mesterskabet.
Martin Sally Pedersen (th) på podiet sammen med vinderen Claus Christensen, samt Michael Christensen (tv) der snuppede 2. pladsen. (Foto: Motorsporten.dk)
I pausen mellem de to løb blev der arbejdet flittigt på Martin's racer - en ny ide med dens setup skulle afprøves, og det skulle vise sig at være et skridt i den helt rigtige retning.
Da starten gik kunne Martin mærke at justeringerne virkede efter hensigten, bilen lå godt på banen, og omgangstiderne var hurtigere end hidtil.
Desværre fik han kun 6 omgange til at nyde den velkørende racer i, for på 7. omgang kom han i nærkontakt med en konkurrent, og blev sendt af banen med sådan en kraft at raceren slog tre saltoer før den landede på taget og trillede om på hjulene igen!
Ulykken så meget voldsom ud, men heldigvis sprang Martin hurtigt ud af bilen og løb i sikkerhed - tilsyneladende helt uskadt.
Martin blev efterfølgende tilset af banens læge og ambulancefolk, som det er fast procedure ved større uheld, og deres undersøgelser viste heldigvis ingen tegn på personskade.
Helt det samme kunne man ikke sige om Clio raceren, der havde fået trykket den bagerste del af taget temmelig voldsomt samt en del andre buler.
Martin Sally Pedersen fortæller mandag efter løbet:
"Det var en trist slutning på en ellers god weekend, vi havde til andet løb fundet et rigtig godt setup, og så er det ærgerligt at blive sat af på den måde! Lige nu er jeg temmelig øm i nakke og ryg, men det kunne have været meget værre" - udtaler Martin Sally Pedersen, og fortsætter med den vanlige ro og optimisme - "vi har allerede haft tid til at kigge på bilen, på sigt skal den nok have et nyt karrosseri, men det kan vi ikke nå at få hjem så bilen kan blive klar til løbet på Padborg Park om knapt to uger. Så nu skal vi lige have tjekket vanger og ophæng, inden vi tager beslutning om at genopbygge bilen - men umiddelbart ser den ikke ud til at have taget mere skade end at vi sagtens kan nå det, sikkerhedsburet har ikke taget skade og den dør der er hel kan både åbne og lukke - så helt skævt er det ikke!"
Martin og hans hjælpere i Team Sally Racing har dog ikke lang tid til at få raceren klar i, for 3. og 4. afdeling i Clio Cup mesterskabet køres allerede den 23. og 24 maj på Padborg Park - men der er før sket 'mirakler' på racerværkstedet, så mon ikke den blå og orange racer holder klar på startstregen med Martin ved rattet til 'Padborg Open'.
Med pointene fra 1. afdeling indtager Martin Sally Pedersen nu 9. pladsen i mesterskabet. Hr. Nielsen
Læs mere om: Martin Sally PedersenSally RacingJyllandsringen10/05/09 - Jyllandsringen - Clio Cup - DK24/05/09 - Padborg Park - Clio Cup - DK |