Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

FIA GT3 European Championship

God EM-start for Christoffer Nygaard

FIA GT3 
05/05/09 

Racerkøreren er på femtepladsen efter sine to første løb i det officielle Europamesterskab for sportvogne på Silverstone
Christoffer Nygaard fik i weekenden sin debut i det officielle Europamesterskab for GT3-sportsvogne, da han på den britiske Formel 1-bane Silverstone stillede til start i årets første to løb. Sammen med makkeren Florian Gruber sluttede racerkøreren fra Lyngby to gange i top 10 med en fjerdeplads i det første løb som det bedste resultat, og det betyder, at makkerparret indtager femtepladsen i EM-stillingen.
 

”Fjerdepladsen i lørdagens løb var ret tilfredsstillende. Vi blev bedste mandskab i Ford. Det var vores første EM-løb, og så var der hele 37 hold til start, så det var et herrefelt, vi var oppe imod,” fortæller Christoffer Nygaard.

Allerede fra den første tidtagning viste det dansktyske makkerpar, at de var i stand til at kæmpe med i toppen af feltet.

”Vi endte med at kvalificere os som nummer fem til lørdagens løb, men vi var faktisk oppe at ligge som treer, inden vi blev skubbet et par pladser tilbage,” forklarer Christoffer Nygaard. ”Jeg prøvede, om jeg kunne køle mine dæk og få en omgang mere, men jeg pressede så bilen, så jeg røg udenfor sporet i det hurtige Copse-sving efter starten, så da jeg kom tilbage på sporet, var det med en masse snavs på dækkene.”


Starten på lørdagens løb hvor Christoffer Nygaards hvide Ford ses til venstre.
(Foto: DPPI / ChristofferNygaard.dk)

I starten af løbet lykkedes det Christoffer Nygaard at forsvare sin placering som nummer fem, og denne placering holder han igennem første halvdel af løbet, selv om bilen ikke fungerede helt optimalt. ”Jeg havde en masse problemer med understyring af bilen, men det får vi rettet i pitstoppet, og det endte altså med, at Florian kunne køre den i mål, så vi blev firer.”

Til søndagens løb på Silverstone var oddsene noget hårdere. I sin tidtagning var Florian Gruber kommet ud sammen med nogle af de mest erfarne kørere, som har guldstatus, hvorimod både Florian Gruber og Christoffer Nygaard har sølvstatus. Det blev blot til 22. bedste tid, men havde Florian Gruber været i stand til at køre blot tre tiendedele hurtigere, havde startpositionen været som nummer 12!

”Denne gang var det Florian, som skulle starte, og han fik en god start og kom op som 15’eren, men så kæmpede han med understyring. Da han kørte i pit, var vi tolver, hvorefter jeg kom i bilen, og jeg kørte os frem på fjerdepladsen,” fortæller Christoffer Nygaard. Det var gået hurtigt, men desværre også lidt for hurtigt.

”Jeg fik en stop & go-straf, fordi vi havde brugt for kort tid til vores pitstop, så jeg måtte ind og holde igen. Vi endte så løbet som nier, og det var lidt ærgerligt med de EM-points, som vi dermed kom til at mangle. Men Florian og jeg endte atter med at blive bedste Ford-hold, så vi var på podiet som bedste kørere for mærket. Det var lidt mærkeligt at blive nier og så få en præmie, men alt i alt har det været en god weekend.”


Florian Gruber og Christoffer Nygaard (blå dragter) fik pokal som bedste Ford-mandskab.
(Foto: DPPI / ChristofferNygaard.dk)

Lørdagens fjerdeplads udløste fem points til EM-kontoen, og her indtager Florian Gruber og Christoffer Nygaard nu sjettepladsen i kampen om Europamesterskabet, hvor næste løb køres om 14 dage på Adria-banen i Italien. Men inden da skal den unge danske racerkører i aktion igen. Det sker på Assen i Holland, hvor anden runde af ADAC GT Master skal køres.

ChristofferNygaard.dk


Læs mere om:
  • Christoffer Nygaard
  • Silverstone
  • 03/05/09 - Silverstone - FIA GT3
  •