Efter debuten i den tyske ADAC GT Master-serie i påsken gælder det i den kommende weekend en ny og større udfordring for Christoffer Nygaard. Den unge racerkører fra Lyngby skal nemlig køre på den britiske Formel 1-bane Silverstone, hvor han i weekenden deltager i første afdeling af Europamesterskabet for GT3-sportsvogne.
”Jeg har aldrig været på Silverstone før, men man kender den jo som en hurtig bane fra Formel 1, og jeg tror, at vi har en god bil til det,” siger Christoffer Nygaard, som kører i en Ford GT fra Fischer Racing.
Christoffer Nygaard skal i weekenden køre på Silverstone i sin Ford GT. (Foto: Burkhard Kasan)
”Powermæssigt ser det ud som om, at vi i de første ADAC GT Master-løb på Oschersleben manglede lidt til Corvetterne, men vi har en god balance i bilen, så jeg tror helt sikkert, at vi kan være med. Hurtigere baner gør mig ikke noget. På Paul Ricard var der et 90 graders sving, som jeg tog med 200 km/t, og det var virkelig en oplevelse, så jeg glæder mig rigtig meget til at komme til Silverstone.”
I forhold til sæsonåbningen i ADAC GT Master er det ikke kun racerbanen, som bliver anderledes for Christoffer Nygaard ved weekendens løb. Ford GT-modellen er af det internationale motorsportsforbund FIA også blevet pålagt 30 kilo ekstra vægt.
”Den vægt, vi kommer til at køre med, er faktisk den samme vægt, som vi kørte med ved løbet på Oschersleben, så det tror jeg ikke bliver noget problem. Til gengæld får vi nogle blødere dæk, som er anderledes end dem, vi kørte med i GT Master, og dem glæder jeg mig virkelig til at prøve,” siger Christoffer Nygaard.
En anden væsentlig ændring for Christoffer Nygaard er, at han skal køre sammen med en ny makker. Deltagerne i FIA GT3 European Championship bliver nemlig inddelt i tre kategorier – guld, sølv og bronze – efter deres erfaring, og her siger reglerne, at en kører i guldkategorien kun må danne par med en kører i bronzekategorien, mens en sølv-kører må køre sammen med enten en sølv- eller bronze-kører.
”Min makker fra GT Master, Walter Lechner jr., er indplaceret i guldkategorien, og jeg er selv i sølvkategorien, så vi må ikke køre sammen på Silverstone,” forklarer Christoffer Nygaard. ”I stedet skal jeg køre sammen med Florian Gruber, som jeg har kørt sammen med i Seat Cuppen, som han vandt i 2006. Florian er kategoriseret i sølvkategorien, og han var med i Paul Ricard. Han kender teamet, og vi kender hinanden. Det bliver selvfølgelig nyt, men jeg tror nok, at det kommer til at skulle gå.”
Programmet for weekenden på Silverstone består af to træninger fredag, en tidtagning og det første timelange løb lørdag og det andet og sidste timelange løb søndag.
Christoffer Nygaard kører i weekenden første afdeling af EM. (Foto: Burkhard Kasan)
”Jeg glæder mig super meget til weekenden. Der kommer flere biler end i GT Master-løbene, og deltagerne bliver også lidt skrappere,” siger Christoffer Nygaard, som ikke tør spå om resultatet. ”Selv om det hele kører lidt på den samme måde som GT Master, er der altså for mange ubekendte.”
Nygaard Læs mere om: Christoffer NygaardFischer RacingSilverstone |