Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Formel 1

Button sejrer i udramatisk løb

Formel 1 
26/04/09 

Spændingsmæssig tomgang i Bahrain
Der var starten på løbet, hvor Hamilton pressede sig langt frem; hvor Vettel kom godt afsted og hvor Glock tog førstepladsen fra holdkammeraten Trulli. Og så var der resten af løbet - det var langt.
 

Selvfølgelig skete der noget, for da de kørte gennem første sving var det Timo Glock der førte foran Trulli og da løbet sluttede var det Button der var i front foran Vettel og Trulli. Men det der var sket, skete under pitstoppene, og så er det jo så som så med spændingen.

Drama var der heller ikke meget af. Af de 20 biler der startede løbet kom de 19 i mål. Eneste frafaldne var Nakajima. Så heller ikke ad den vej kom der spænding i løbet.

Jenson Button viste tilgengæld at succes avler succes. De to første sejre han vandt i år blev vundet på hurtighed og fra pole. Dennegang blev sejren hentet via sikker kørsel, overblik og fra en 4. plads på gridden. I starten faldt han endda lidt tilbage, så han var ude af de dueller der udspillede sig på de første omgange. Flot og uprætentiøs kørsel der bragte mindelser om Prost og Lauda.

Vettel fulgte op på sejren i sidste uge med en 2. plads i dag er nu pludselig mere end godt med i kampen om VM - han har dog 13 point op til Button der er gået i soloudbrud, men det er stadig tidlig på året og meget kan ske.

At Trulli fik omsat sin pole-position til en 3. plads må være lidt skuffende, når den startplacering er blevet omsat til sejr i de tre forgående løb. Og igen må tvivlen nage lidt - kommer den dersens sejr egentlig nogensinde til Toyota. Men når det er sagt, så er også Trulli godt med i VM kampen, men 3. pladser gør det ikke i længden.

Lewis Hamilton formåede at omsætte sin gode kvalifikation til en 4. plads i løbet og verdensmesteren er dermed oppe på 9 point! Bilen er tydeligvis ikke en vinder, men Hamilton viser nu her i modgangen hvad han egentlig er lavet af - spørgsmålet er så om han kan holde til modgang gennem et helt år - skulle det vise sig nødvendigt?

Med en 5. plads bevarede Barrichello 2. pladsen i VM kampen - 1 point foran Vettel. Han er nu under seriøst pres. I dag var han på en lidt meningsløs tre-stops strategi som nok hverken gjorde fra eller til. Som sæsonen er skredet frem er det tydeligt at Barrichello ikke har Buttons fart - og det er svært at se at der skulle komme en VM kamp mellem de to. Men en sejr er så absolut en mulighed.

Efter tre løb i træk og stillet overfor en elendig sæsonstart af dimensioner, lykkedes det Ferrari at hente tre point for en 6. plads i dag. Det var Kimi Raikkonen der fik holdt bilen i pointene hele løbet igennem, men samtidig også gjort det tydeligt at den bil ikke er nogen vinder.

Hvis man skal udnævne en stor taber, må det være Timo Glock, der var 2'er i kvalifikationen og førte fra start - og sluttede på en 7. plads. Ikke imponerende og endnu et tegn på at Toyota stadig mangler lidt for at de for alvor er med i toppen.

Det sidste point gik til Fernando Alonso der stadig kæmper med en Renault der bare ikke er hurtig nok. Motoren fejler intet - bare spørg Red Bull, men bilen er ikke nogen vinder.

Uden for pointene finder vi Rosberg, der stadig ikke kan omsætte hurtigte træningstider til hurtige tider og resultater når legen stopper og alvoren begynder. Vi finder to BMW'er som virker frustrerede og ineffektive. Og vi finder Mark Webber, der ellers stormede frem i de tidlige omgange, men slet ikke kunne nå pointene på en dag hvor ingen valgte at udgå. Vi finder også Kovalainen og Massa, der i hver deres bil demonsterer hvor langt der kan være til toppen, specielt når forventningen var, at man var toppen. Ingen af dem virker som om de tror på noget i år.

Der er 14 dage til løbet i Spanien hvor de første diffuser-løse teams vil slutte sig til diffuserbanden og så må vi se om det vil skabe nogle ændringer. Selv vil jeg nok vælge at holde lidt øje med Red Bull!

Resultatet af dagens race:

Pl. # Kører Team Tid
1 22 Jenson Button Brawn-Mercedes 1:31:48.182
2 15 Sebastian Vettel RBR-Renault +7.1 secs
3 9 Jarno Trulli Toyota +9.1 secs
4 1 Lewis Hamilton McLaren-Mercedes +22.0 secs
5 23 Rubens Barrichello Brawn-Mercedes +37.7 secs
6 4 Kimi Räikkönen Ferrari +42.0 secs
7 10 Timo Glock Toyota +42.8 secs
8 7 Fernando Alonso Renault +52.7 secs
9 16 Nico Rosberg Williams-Toyota +58.1 secs
10 8 Nelsinho Piquet Renault +65.1 secs
11 14 Mark Webber RBR-Renault +67.6 secs
12 2 Heikki Kovalainen McLaren-Mercedes +77.8 secs
13 11 Sebastien Bourdais STR-Ferrari +78.8 secs
14 3 Felipe Massa Ferrari +1 Lap
15 21 Giancarlo Fisichella Force India-Mercedes +1 Lap
16 20 Adrian Sutil Force India-Mercedes +1 Lap
17 12 Sebastien Buemi STR-Ferrari +1 Lap
18 5 Robert Kubica BMW Sauber +1 Lap
19 6 Nick Heidfeld BMW Sauber +1 Lap
- 17 Kazuki Nakajima Williams-Toyota DNF
Martin Møller-Thomsen

Læs mere om:
  • Jenson Button
  • Sakhir
  • 26/04/09 - Sakhir - Formel 1 - FIA F1
  •