Den danske Le Mans legende Tom Kristensen blev tirsdag kåret som Årets Bilsportskører 2008.
Udnævnelsen foretages af Dansk Automobil Sports Unions bestyrelse. Selve kåringen foregik ved fejringen af unionens 60 års jubilæum i Idrættens Hus i Brøndby, og prisen blev overrakt af HKH Prins Joachim.
(Foto: DASU)
I motiveringen fra DASU’s bestyrelse hed det blandt andet:
”Tom Kristensen vandt i Audi R10 sin klasse i USA’s mest berømte langdistanceløb, 12 timers løbet i Sebring, og i juni vandt han med de samme kolleger Capello og McNish 24 timers løbet på Le Mans i Frankrig.
Det var ottende gang Tom Kristensen vandt verdens hårdeste og mest berømte motorløb. Den forhenværende rekordindehaver, belgieren Jacky Ickx, udtalte efter løbet: ”Den rekord bliver aldrig slået”!
Le Mans løbet blev kørt første gang i 1923, og årets løb var det 76. i rækken. Det vil sige, at mere end ti procent af alle Le Mans løb har haft en dansk vinder.
Tom Kristensen er en rollemodel for de mange unge talenter, der er på vej frem, og han er både en fremragende ambassadør for dansk bilsport og en en fornem repræsentant for hele den danske idrætsverden.
Tom Kristensen er en sportspersonlighed, som dansk bilsport er meget stolte af, og det er derfor med glæde, at vi udnævner ham til Årets Bilsportskører 2008”
Årets Bilsportskører 2008 takkede for kåringen ved blandt andet at fortælle, at han havde drømt om at modtage den pris i et år, syv måneder og tre dage. Så længe er det siden at Tom Kristensen overlevede sit voldsomme uheld på Hockenheim-banen i Tyskland.
- Titlen som Årets Bilsportskører betyder, at jeg har lavet resultater som før mit uheld og faktisk har formået at vende succesrigt tilbage, og ifølge lægerne mod alle odds, sagde den danske Le Mans rekordholder ved overrækkelsen.
Prisen består af et sølvfad samt en check på kr. 20.000. Pengene donerede Tom Kristensen på stedet til organisationen ”Red Barnet”.
Ny hovedsponsor præsenteret
Dansk Automobil Sports Union benyttede jubilæet til at afsløre Dansk Metal som hovedsponsor for den organiserede bilsport i Danmark. Samarbejdet er foreløbig tre-årigt og betyder, at Dansk Metal og DASU samarbejder om et nyt klubrallyprojekt, Dansk Super Kart og Formel Ford. Endvidere omfatter samarbejdet generel økonomisk støtte til DASUs elitearbejde, hvor de indplacerede kørere fremover vil bære det nye, fælles logo, der også blev fremvist på pressemødet.
Næstformand for Dansk Metal Ole Ibsen fortalte ved jubilæet, at forbundet glæder sig meget til samarbejdet. Ole Ibsen håber, at samarbejdet med DASU vil inspirere flere unge til at vælge en metal-uddannelse, og navne som speedwayverdensmester Nicki Pedersen og det unge rallytalent Niki Bjerg har begge vist, hvor langt man kan nå ved at kombinere en metal-uddannelse og motorsport.
Ny bog om ti fantastiske år
I forbindelse med Dansk Automobil Sports Unions 60 års jubilæum har unionen besluttet at udgive en bog, der beskriver de seneste ti fantastiske år for dansk bilsport. Som forfatteren Morten Alstrup sagde ved præsentationen af bogen:
- I DASU’s første 50 år vandt dansk bilsport to sejre på Le Mans. I de seneste ti år er det blevet til syv sejre og et hav af podiepladser. Vi har set den historiske motorsport blomstre, og en hensygnende rallysport er vakt til live blandt andet ved hjælp af politisk velvilje. Dansk Automobil Sports Union er i dag lig god sammenhæng mellem bredde og elite, og mens medlemstallet er støt stigende, står talenterne og eliten i kø for at vise, hvad de duer til i den store verden.
Bogen ”De ti gyldne år - ti år og ti tendenser der har præget Dansk Automobil Sports Union” er på 160 sider og kan købes hos landets boghandlere. Prisen er kr. 249,-. Læs mere om: Tom Kristensen |