Johan Jokinen kørte en 3-timers test under skiftende forhold og var imponerende hurtig på både våd og tør bane.
Klar til første stint. Til højre grundlæggeren og ejeren af Draco Racing, Adriano Morini. (Foto: JJRacing)
Testen på Paul Ricard foregik den 5.-7. november, og var en officiel test for World Series by Renault, og Johan var den eneste kører til eftermiddagstesten, som ikke tidligere havde kørt den store racer. De fleste kørere var enten etablerede kørere i klassen eller havde testet i 1- 3 dage. Den 7. november var der i alt 22 kørere på banen.
Efter et par omganges tilvænning til den store racerbil kom der fart på Johans kørsel. Allerede på sin 3. omgang lå Johan kun 2-3 sekunder fra de hurtigste tider, men så kom regnen styrtende. Efter en lille pause blev Johan igen sendt på banen med regnvejrsdæk, og den hurtige udvikling i Johans kørsel fortsatte. Under regnen var der i alt 10 kørere på banen, og i slutningen af den regnfulde del af testen stod Johan øverst på resultatlisten.
Da banen tørrede op var hele feltet på banen igen, og før den sidste halve time af testen lå Johan på 6. pladsen i tiderne. Stort set samtlige kørere kom ind for at afslutte testen med nye dæk, deriblandt Johan. Nye dæk gav generelt 0,7-1,2 sekunder hurtigere tider, og Johan blev sendt ud 15 min. før testens afslutning og forventningerne var store.
Men allerede fra første omgang var der problemer med styretøjet og bilen kunne ikke dreje optimalt mod højre. Rattet sad 45 grader skævt på langsiden og problemet blev hele tiden værre, og til sidst var det ret umuligt at komme gennem højresvingene. Johan kørte ind til pitten, og man forsøgte at løse problemet i en fart, men uden held. Man havde en mistanke om en alvorlig fejl i styretøjet, og man valgte at afbryde testen af sikkerhedsgrunde.
I mellemtiden blev Johans tider på brugte dæk slået af flere kørere med nye dæk, og han landede til sidst på en 16. plads.
”Ærgerligt med denne defekt, lige da jeg havde fået de nye dæk på. Uden disse problemer havde jeg gode muligheder for at slutte min allerførste test i top-5, og det ville jeg så gerne have vist. Men jeg kørte en god test, og det var en helt fantastisk oplevelse at køre bilen. Den har bare så meget greb og styrke. Det er også noget af en oplevelse at køre for et team af Draco’s format, de er så erfarne og top-professionelle”, fortalte Johan.
Der var stor tilfredshed i teamet efter testen, og der er planer om yderligere samarbejde med Draco Racing og Johan Jokinen.
Dallara 2009 og den nye VW motor og gearkasse testet i Frankrig
Dagen før sin test på Paul Ricard havde Johan fået en ganske speciel opgave fra det tyske team FutureCom-TME, som kører i DTM med Christijan Albers og Katherine Legge, og som har en lang fortid i Formel 3. Teamet havde som det første og eneste team fået Dallara’s nye 2009-model med fabrikationsnummer 001, som skulle testes sammen med VW’s nye motor og en helt ny generation af gearkasse. Johan havde fået æren at køre bilen i denne første test, som blev nøje overvåget af teknisk personale fra både VW og Dallara. Testen foregik på teamets testbane ved Chambley i Frankrig i nærheden af Luxemburg.
De sidste forberedelser før den første tur i Dallara-Volkswagen 2009. (Foto: JJRacing)
Det var Johans første test i en F3-racer, men sikkert ikke den sidste. Teamet var meget tilfredse med Johans præstation, og den tekniske chef for teamet, Boris Bermes, siger:
”Johan gjorde et virkeligt godt job, han gjorde konstant fremskridt og han er teknisk en meget dygtig kører. Gennem de to dage, vi har været sammen, har Johan vist sig at have en personlig karakter, vi sætter meget stor pris på. Både teamet og Volkswagen engineers nød samarbejdet med ham.”
Johan selv var også tilfreds med testen.
”Formel 3 er en sjov bil, og der er klart mere en racerbil i den end i en FR 2.0. Det var faktisk en ære at få lov til at teste den nye bil som den første. TME-teamet er meget professionelle og dygtige og det var en fornøjelse at teste med dem”, siger Johan.
JJRacing Læs mere om: Johan JokinenFuturecom TMEInternational Draco RacingChambleyPaul Ricard |