Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Danish Touringcar Challenge

Jan Magnussen vandt Danish Touringcar Championship

Danish
Touringcar
Challenge 

12/10/08 

Henrik Lundgaard og Tom Pedersen ramt af uheld
Jan Magnussen, England, er den nye mester i Danish Touringcar Championship. Allerede inden feltet kørte ud til finalen ved Valvoline DM-Finlane på FDM Jyllandsringen var den tidligere Formel 1-kører sikker på at generobre det Danmarksmesterskab, han første gang vandt i 2003.
 

Inden weekenden gik i gang, havde hele fem kørere mulighed for at blive mestre, men da Michel Nykjær, Tappernøje, måtte nøjes med en ottendeplads i første kvalifikationsheat, var hans chance for at forsvare titlen forsvundet. Og der gik kun kort tid af andet kvalifikationsheat, før Henrik Lundgaard, Hedensted, og Tom Pedersen, Christiansfeld, begge var sat ud af spillet.

Henrik Lundgaard var så uheldig at ødelægge et hjulophæng på sin Chevrolet Lacetti, hvorfor han måtte køre i pit, hvor hans mekanikere straks gik i gang med at udskifte den defekte del. Tom Pedersen nåede ikke længere end starten på anden omgang. Så kom der sort røg fra bagenden af hans BMW 320si E90, som et tydeligt tegn på, at hans motor var gået i stykker. Michael Outzen, Ringe, klarede derimod at komme i mål på en femteplads, men da Jan Magnussen samtidig blev sekser, var det ikke nok til at udfordre den nye Danmarksmester. Alligevel vandt Jan Magnussen sin anden DTC-titel med manér. Han tog en sikker sejr i første kvalifikationsheat, ligesom han også var urørlig i finalen.


Jan Magnussen sluttede sæsonen af med en sejr i årets sidste finale. Forinden havde han sikret sig Danish Touringcar Championship efter Michel Nykjær (t.v.), som også var på podiet sammen med Emmet O’Brien
(Foto: Birger Vilén - www.euroracer.org)

Også i DTC Cuppen faldt afgørelsen allerede efter andet kvalifikationsheat. Her havde Robert Schlünssen, Tyskland, fået en så stor pointscore, at han var sikker på den samlede førsteplads, ligesom Jens Edman, Sverige, havde tilstrækkeligt med points til andenpladsen.

Derimod måtte man helt hen til finalens sidste omgang, inden den sammenlagte tredjeplads i DTC Cuppen fandt sin ejermand. Da feltet kørte ud til finalen, havde Jens Møller, Ikast, et forspring på fem points til Kasper Jensen, Aalborg. Men løbet nåede ikke at være mange minutter gammelt, før Jens Møllers bronzedrømme forsvandt med en afkørsel i banens hestesko. Nu skulle Kasper Jensen stort set blot gennemføre, men det viste sig også at være et problem. Et sammenstød med Kristian Poulsen, Padborg, sendte ham ud i et spin og ødelagde sporingen på bilen, så det kun var med nød og næppe, at han kom i mål og scorede de points, der sikrede ham den samlede tredjeplads med et enkelt point.

Efter Valvoline DM-Finalen blev såvel Jan Magnussens som Robert Schlünssens biler udtaget til en rutinemæssig, skærpet efterkontrol.

Morten Alstrup