Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Diverse Motorsport

Alsidig afslutning af sæsonen på Padborg Park

Diverse 
01/10/08 

Den sønderjyske racerbane afslutter året i den første oktoberweekend
I den kommende weekend i oktober sætter Padborg Park punktum for årets sæson på racerbanen. Den faste arrangør af løbene – Motor Sport Sønderjylland – har planlagt en meget alsidig afslutning på sæsonen, der byder på et væld af forskellige klasser og udfordringer indenfor motorsporten.
 

Om lørdagen er der dels sprintløb i de nye clubrace- og Suzuki Swift-klasser, dels finaleløb over fire timer i Danish Endurance Championship – en mini Le Mans-serie for standardvogne med pitstop, kørerskift og fokus på taktik. Søndag byder på løb i fire vidt forskellige klasser.

Den største klasse på søndagens program bliver 1600 Challenge. Her køres der med gadebaserede standardvogne, der ligner de biler, vi kender fra gade og veje, men som er rippet for alt overflødigt i kabinen, hvor der i stedet er monteret en sikkerhedsbøjle og et racersæde. Undervogn og motor er der strenge begrænsninger på, hvor meget der må pilles ved, for i 1600 Challenge er fokus på billig og overkommelig motorsport, hvilket også kan ses af de meget flotte felter klassen har præsteret i år.


Der bliver tæt kamp når mesterskabet i 1600 Challenge skal afgøres på Padborg Park.
(Foto: Morten Alstrup)

Op mod 20 biler ventes derfor til start på Padborg Park i klassen, hvor årets to sidste afdelinger af Dansk Automobil Sports Unions officielle mesterskab køres. En god håndfuld af deltagerne har stadig en chance for at tage en af de ædle medaljer, så det bliver ikke kun hæder, pokaler og ære, der vil blive kæmpet om i de to løb.

Sæsonafslutning er der også tale om i Syver Race Cuppen, der er en anden billig og overkommelig motorsportsform. Her kan sportsvognenes åndelige ophav føres tilbage til sidste halvdel af halvtredserne, hvor den legendariske og geniale konstruktør Colin Chapman skabte de tosædede sportsvogne, der havde sjove og underholdende køreegenskaber. Det er også noget, som kommer tilskuerne til gode, når det i løbet med de moderne udgaver af bilerne skal afgøres, om Morten Fruergaard kan forsvare sin titel eller må overgive den til Dan Nikolajsen.

Endelig køres sæsonens sidste sportsvognsrace også på banen, når en række Peugeot Spider Cup-racere tørner ud mod danskbyggede Aquilaer og en række britiske Radicals.

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Padborg Park
  •