Til alt held kunne man få gjort teamets anden, men noget ældre bil – en BMW 320i E46 – klar. Kasper Jensen havde aldrig tidligere kørt i bilen, men viste klart sit talent ved hurtigt at blive dus med den, gennemføre alle tre løb og sikre sig to top 8-placeringer.
Kasper Jensen førte det ene løb på Sturup. (Foto: Christina Kronborg)
”Jeg er rigtig glad for, at vi havde en hel testdag i fredags, hvor vi kunne få sat bilen ind til mig og jeg fik kørt nogle omgange i den, og det var det, der skulle til. En stor grund til, at vi havde den fart, var simpelthen det gode arbejde, vi lavede i fredags,” siger Kasper Jensen, der lørdag præsterede at kvalificere sig til en startplacering som nummer ni – lige midt i feltet.
”Vores problem i denne sæson har været min tidtagning, men den har jeg fået styr på, og det var kun marginaler, som afgjorde, om jeg holdt nier eller femmer i starten til første heat,” forklarer Kasper Jensen. ”Det var et noget specielt heat, for nogle kørte på regndæk og nogle kørte på slicks. Jeg valgte at gå ud på regndæk, og det tabte jeg nogle placeringer på i starten, og jeg håbede så på, at slickene ville få bid tidligere i løbet. Der gik nogle omgange, inden jeg fik bid, og da jeg så fik det, kunne jeg køre mig op til den ottendeplads, som gav pole position til andet heat.”
Det var anden gang i denne sæson, at en bil fra JM Racing skulle starte et DTC-løb fra bedste startposition, og det lykkedes faktisk også Kasper Jensen at holde alle konkurrenterne bag sig i en række omgange.
”Jeg kom ud som første mand, og så var der safety car. Tom Pedersen var en anelse hurtigere og han kom så forbi, men derefter kunne jeg faktisk holde afstanden til ham. Jeg kunne følge de andre i bakspejlet hele løbet igennem. Det var et godt løb, og jeg er godt tilfreds med den andenplads, jeg fik,” konstaterer Kasper Jensen, der imidlertid endte bagest i finalen.
”Jeg havde en kollision med Jason Watt. Jeg har ikke set noget video af det, så jeg kan ikke sige, om det er hans eller min skyld. Men jeg kommer ud på banen igen og kører faktisk tredjehurtigste tid i min jagt på at komme op til Jesper Sylvest og den tyske Mercedes-kører, som jeg kommer forbi. Så jeg er både glad og ikke glad efter løbene.” JM Racing Læs mere om: Kasper Juul JensenJM RacingSturup Raceway07/09/08 - Sturup Raceway - Danish Touringcar Challenge - DTC mesterskabet |