Under den dyngvåde kvalifikation var fokus sat på at få lært så meget som muligt om bilen under de næsten umulige forhold, da det var første gang, bilen skulle køre neddykket. Luftindtaget til bremserne var f.eks. alt for effektivt og sendte vandet ud gennem fælgene i tykke stråler. Da man ikke var tilfreds med Michael Klostermanns bedste tider, blev det besluttet at sende Kurt Thiim på banen i de sidste minutter for at forbedre tiden. Det lykkedes ikke, da tidtagningen blev flaget af, da han nåede frem til pitudkørslen. En startposition som nummer 5 var resultatet og fortsatte det dårlige vejr ville det næppe spille den helt store rolle.
BMW'en lignede mere en rallybil efter løbet. (Foto: Natascha Theisen)
I frokostpausen optrådte teamet med træning af kørerskift til stor moro for tilskuere, officials og konkurrenter. Ingen tvivl om, at det ser sjovt ud, men der er nogle praktisk problemer, når man skal have sæder og seler til at passe både en spirrevip og en sumobryder. Sædet skal flyttes og polstring skal fjernes, så skal klargøring og tankning holdes indenfor de tre minutter, er det nødvendigt med gode rutiner.
Regnen var stilnet lidt af til løbet, men taktikken var uændret: Kurt Thiim skulle på banen og køre ’langsomt så hurtigt han kunne’.
Da løbet blev givet frit udnyttede Kristian Poulsen sin erfaring fra rally fordelen ved at ligge forrest til at få lidt luft til resten af feltet. Fordelen blev dog jævnligt spist op af perioder med Safety Car, så der blev ikke nogen stor afstand, indtil Kurt på grund af vandtåge overså et gult flag og overhalede en langsomtkørende bil. Det gav en placeringsmæssig rutschetur ned til nummer 27.
Taktikken blev nu ændret til at køre ’hurtigt så langsom som muligt’. I sidste del af hans planlagte stint på to timer begyndte banen at tørre op og bilens kræfter kunne udnyttes bedre. Der blev overhalet flittigt, og da han blev kaldt ind til tankning, skete det fra en ottendeplads.
De sidste par minutter frem til tankstoppet var ganske hektiske. Ville forbedringen i vejret fortsætte, og skulle man tage et dækskifte med det samme. Claus Klostermann skulle køre det midterste stint. Og han blev instrueret om at køre direkte fra tankområdet og ind i pitten til et dækskifte.
Træning af kørerskifte og fordelingen af arbejdsopgaver ved dækskiftet betalte sig. Den omgang hvor der blev tanket og skiftet dæk varede 6 minutter og 45 sekunder. Trækker man omgangstid, pitkørsel og tankning fra, så er der under to minutter til dækskiftet.
Da Claus kom på banen viste effekten af beslutningen sig med det samme i omgangstider der var 6-8 sekunder hurtigere end de hurtigste. Stintet forløb helt problemfrit med meget stabile tider og et avancement frem til tredjepladsen. Da tiden for det næste tankstop nærmede sig, var Jan Heiselbergs Ferrari stadig foran, og da det var nærmeste konkurrent, var holdet klar til at udnytte enhver fordel, der måtte vise sig. Og den kom i form af en afkørsel, der sendte Safety Car på banen, da Claus kørte ud gennem Audi-kurven. Der var klar til tankning da han kom ned ad langsiden og igen forløb tankstop og førerskifte helt perfekt. Michael Klostermann måtte sidde og vente i 15 sekunder på at få tiden til at gå.
Michaels opgave var meget simpel: Kom forbi Heiselberg og slap så af. På det tidspunkt førte Heiselberg med fire omgange, men manglede et pitstop, der ville koste tre omgange og så ville regnestykket gå op.
Det lykkedes ret hurtigt at passere Ferrari’en og resten af løbet var en ren magtdemonstration. Hver gang en af de hurtige Porscher nærmede sig, fik BMW’en lov til at strække ud og afvise effektivt tilnærmelserne. Det pressede Michael Nissen så meget, at han to gange spandt af banen i forsøget på at køre sig længere frem i feltet.
Perfection Racing øverst på podiet. (Foto: Natascha Theisen)
Det var et perfekt gennemført løb, hvor alle overvejelser og de små detaljer i forberedelse gik op i en højere enhed.
En glad Kurt Thiim efter sejren. (Foto: Natascha Theisen)
- Det hjælper jo ikke, at vi kører hurtigt ude på banen, hvis der så kludres under pitstop. Vi har et hold i pitten, som virkelig er vågne og arbejder sammen for at løse opgaven. Som kører er det afstressende at vide sig i så gode hænder, sagde Kurt Thiim efter løbet. Gripping Media ApS Læs mere om: Claus KlostermannKurt ThiimMichael KlostermannPerfection RacingPadborg Park23/08/08 - Padborg Park - Danish Endurance Championship |