207 Spider Cup DK 13/08/08
|
|
Jesper Wulff Laursen deltager ved weekendens Bosch GP Danmark Jesper Wulff Laursen, Harlev, er en af de mange danske racerkørere, som har gennemgået den klassiske motorsportsskole med start i kartingklasserne i teenageårene og siden deltagelse i den internationale Formel Renault 2.0-klasse, hvor han i 2005 vandt den nordiske cup i klassen. |
Ved weekendens Bosch GP Danmark på FDM Jyllandsringen gælder det så en ny udfordring for østjyden, når han stiller til start i de to sprintløb i Peugeot Spider Cuppen for Team Peugeot Køge Sport.
”Jeg kørte for teamet i fire timers løbet på Ring Djursland sammen med Mike Mathiesen, og teamet synes, at jeg havde gjort et så godt stykke arbejde, at det vil de have mig til at køre for dem igen,” siger Jesper Wulff Laursen, der dengang for første gang i sin karriere kørte i en racerbil, hvor han ikke havde udsyn til fritliggende hjul.
Jesper Wulff Laursen stiller op i Peugeot Spider Cup, hvor han kører for Team Peugeot Køge Sport. (Foto: Birger Vilén - www.euroracer.org)
”Det første løb gik faktisk rigtigt godt, når man tænker på, at jeg ikke havde siddet i bilen. Jeg satte tiden i tidtagningen, det havde jeg ikke forventet. Så jeg har i hvert fald farten, og nu får jeg også mulighed for at teste i bilen inden weekenden. Det sker på Padborg Park, hvor jeg vist ikke har været, siden banen i sin tid åbnede.”
Det er ikke meget, man herhjemme har set til Jesper Wulff Laursen, der i de senere år primært har kørt Formel Renault 2.0 i Tyskland og de andre nordiske lande. Hans sidste løb på dansk grund var i 2005, men weekendens start ved Bosch GP Danmark betyder samtidig også et gensyn med en af sine gamle rivaler fra formeltiden, Steffen Møller, Århus.
”Det bliver forhåbentlig et glædeligt gensyn, men om det er ham eller de andre, man slår, det går ud på et. Man skal jo kunne slå dem alle sammen,” siger Jesper Wulff Laursen, der er fortrøstningsfuld forud for weekendens løb.
”Det gik jo over al forventning på Ring Djursland. Jeg ville have været tilfreds, hvis jeg bare var med i top 5, men så endte det med, at jeg satte bedste tid. Bilen var nem at køre, så hvis alting spiller, og der ikke er noget, som går i stykker, så tror jeg godt, at jeg kan være med fremme.”
Inden Bosch GP Danmark ligger den gamle rival Steffen Møller på en sammenlagt sjetteplads i tabellen, der føres an af Tommy Schröter, Vojens.
Stillingen i Peugeot Spider Cup:
|
Plac. | Kører | Hjemsted | Point |
|
1 | Tommy Schröter | Vojens | 134 |
2 | Ronny Weschelberger | Tyskland | 125 |
3 | Søren Zylauv | Holsted | 119 |
|
4 | Mike Mathiesen | Varde | 111 |
5 | David Falch | Roskilde | 106 |
6 | Steffen Møller | Århus C | 73 |
|
7 | Mik Kerchlango | Charlottenlund | 66 |
8 | Allan Olsen | Holbæk | 64 |
9 | Danny Rasmussen | Helsingør | 61 |
|
10 | Henrik Jansen | Roskilde | 38 |
11 | Nicolai Stampe | Vejle Øst | 37 |
12 | Johnny Vejlebo | Roskilde | 35 |
|
13 | Kim Rødkjær | Hornsyld | 29 |
14 | Jacob Ludvigsen | Beder | 24 |
15 | Keeley Pudney | New Zealand | 21 |
|
16 | Jørgen Breinholt | Virum | 14 |
17 | Kent Iversen | Sydals | 13 |
18 | Jesper Ternvalt | Havdrup | 9 |
|
| Karsten Ree | Vedbæk | 9 |
20 | Christian Ree | Vedbæk | 8 |
|
Læs mere om: Jesper Wulff LaursenTommy SchröterDrive4FunTeam Peugeot Køge SportJyllandsringen17/08/08 - Jyllandsringen - 207 Spider Cup DK |