Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Folkerace

Forrygende finale i Zulu Djævleræs 3

Folkerace 
09/08/08 

Mandag den 11. august oplevede TV-seerne et kærligt gensyn med talegave-ikonet: Bowler Tage fra Motorsport Nordjylland (MNJ). Her tog TV2 Zulu hul på den tredje udgave af Zulu Djævleræs – med tilnavnet: Nu’ det personligt.
 


Finalen i Zulu Djævleræs 3 giver mulighed for at få en sludder med Bowler Tage.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)
- Herefter går det slaw i slaw ved de efterfølgende 7 mandage, oplyser Bowler Tage. - Lørdag d. 16. august får entusiasterne desuden fysisk mulighed for at følge TV-optagelserne af selveste finalen i Zulu Djævleræs 3 på MNJ’s motorsportsstadion i Nysum. De indledende runder og semifinalerne blev skudt før sommerferien, og jeg kan fuldt ud garantere for masser af spændende og grindebidende situationer.

TV-optagelserne af Zulu Djævleræs 3 er bygget op over udfordringerne i motorsports-disciplinen: Folke Race. MNJ’s formand Kaj Storgaard supplerer:
- Som mangeårig ildsjæl inden for banesport på løst underlag er det virkelig en dejlig oplevelse at overvære, hvordan show og motorsport kan sammenkædes til et spændende og unikt koncept. Senest har Zulu Djævleræs vundet TV-prisen: Danmarks mest originale TV-program, hvilket er et lille og fortjent skulderklap til MNJ’s medlemmer, som har lagt mange timer i at få tingene til at spille under TV-optagelserne. Herudover blev Zulu Djævleræs nomineret til den internationale Rose D’or-pris, hvor det kæmpede mod 401 underholdningsprogrammer fra 34 europæiske lande.


En simpel punktering forhindrer ikke kändisserne i at give gas i Zulu Djævleræs 3.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

Til Zulu Djævleræs 3 er der inviteret 40 kändisser - ligeligt fordelt på begge køn. Herved sammensættes 20 mixede par, som har kæmpet ihærdigt og indædt for at nå frem til finalen.

Bowler Tage forklarer om afviklingen af Zulu Djævleræs 3:
- Vi sætter virkelig sikkerheden i højsædet, selv om det flere gange ser meget dramatisk ud under TV-udsendelserne. Kändisserne får derfor lejlighed til at køre Folke Race’ren under kyndig vejledning af en erfaren FR-kører. I det første kvalifikationsheat overlades rattet til herren, og så bytter de om til heat 2. I hvert heat gives der placeringspoint, og i superfinalen er det dobbelt takst på pointene.

- Som ekstra kolorit på superfinaleheatet bliver FR-bilerne udsmykket kreativt, supplerer Kaj Storgaard. – Ofte bliver der påkoblet et påhængskøretøj, hvoraf det mest opfindsomme har været en pølsevogn. Herudover er der på rundbanen opstillet forskellige forhindringer, som skaber ekstra effekter og spændende oplevelser for deltagerne.


I superfinalen bliver køreegenskaberne sat på specielle prøver for kändisserne.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

Bowler Tage er naturligt lidt hemmelighedsfuld omkring deltagerfeltet i Zulu Djævleræs 3-finalen:
- Jeg vil ikke ødelægge spændingen fra de andre TV-programmer. På herresiden kan jeg dog røbe, at jeg bl.a. har nydt udfoldelserne fra: Biker-Jens, Don Ø, Super Brian, Pyrus, Jesper Skibby, Stig Tøfting, René Dif og Said Chayesteh. De bliver assisteret af bl.a: TV-værterne: Benedicte Balling og Signe Muusmann, skuespilleren Signe Lindkvist, danseren Viktoria Franova og fotomodellen Lesley B.

- Udviklingen omkring Zulu Djævleræs har været lidt vildt, afslutter Kaj Storgaard. – Således har jeg aldrig forestillet mig, at vores motorbane ville blive forbillede for et interaktivt spil på Internettet (racerzulu.tv2.dk), samt at der blev udgivet en 5 timers DVD omkring 2007-afsnittene. Det giver os lidt mere blod på tanden til afviklingen af efterårets 2 publikumsløb: DM-finalen Int. Rally Cross Denmark samt DM-revanchen i Folke Race.

Motorsport Nordjylland

Åge Kirketerp Jensen

Læs mere om:
  • Nysum
  •