Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Special Saloon Car

Birkelund Racing får come back i motorsport

Special Saloon 
22/06/08 

Max Birkelund er til daglig kørestolsbruger, og har en travl hverdag med en bilforretning i Vorbasse. Alligevel er sydjyden en trofast tilskuer til motorløbene på asfaltbanerne: FDM Jyllands-Ringen, Ring Djursland og Padborg Park.
 

Dette har baggrund i flere års aktiv deltagelse som chauffør i både rally og banesport:
- På asfaltbane har jeg kørt 4 sæsoner i en serienær 2 liters-racer: Alfa Romeo 156 Selespeed med kælenavnet: Il Tempo Gigante. Denne bil blev i 2004 skiftet ud med en heftig Renault Clio Sport i tunet trim, som med en vægt på 900 kilo havde 188 hestekræfter under motorhjelmen. Det mest interessante var imidlertid, at raceren var udstyret med en 6-trins sekventiel gearkasse.


Max Birkelund har senest kørt baneløb i Renault Clio Cuppen.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

En sekventiel gearkasse kræver kun et enkelt håndtryk for at geare henholdsvis op og ned, og kræver derfor ikke overdrevet brug af kobling. Skiftet til Renault Clio Cuppen betød derfor ”kun” flytning af bremser og speeder til håndbetjening for Birkelund Racing.

- Jeg fik efterhånden for travlt med bilsalget og udvidelse af forretningen, fortsætter Max Birkelund. – Jeg valgte derfor en motorsports-pause i 2005, 2006 og 2007. Jeg har imidlertid stadig væk masser af benzin i blodet, hvorfor jeg i år er gået på udkik efter en ny baneracer.


Birkelund Racing er i fuld gang med modificering af speeder og bremser, som føres op i håndtaget.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

Valget er faldet på en Ferrari 360 F1 i fuldt racingtrim, som sydjyderne er i fuld gang med at modificere til håndbetjening. I en pause i ombygningen forklarer Max Birkelund:
- Heldigvis er Ferrarien født med en sekventiel gearkasse, hvilket jeg havde gode erfaringer med fra Renault Clioen. Det er i øvrigt en potent racer, som jeg forventer at deltage med i fuld skala til næste år, hvad angår de svenske topbaner: Mantorp, Anderstorp og Ring Knutstorp. De bliver spændende at køre race på disse rundbaner.


Max Birkelund fremviser stolt sin nye racer: Ferrari 360 F1.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

Birkelund Racing har også kik på den hjemlige Belray Super Saloon Car Challenge-serie, hvor Ferrarien også er pænt konkurrencedygtig. Under motorhjelmen ligger en 3,6 liters V8-motor med omkring 400 fintunede hestekræfter, som skal flytte en racer med 1.200 kilos vægt incl. chauffør.


Birkelund er klar til et come back bag rattet i en potent racer.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

- Interessen er stor for begge racing-serier, afslutter Max Birkelund. – Jeg satser derfor på at køre udvalgte løb i 2008 således, at evt. børnesygdomme kan blive afhjulpet. Mit come back foregår i den kommende weekend på Ring Djursland til Special Saloon Car Festivalen. Rundbanen i de østjyske bakker er altid en sjov og spændende udfordring for en racerkører, hvorfor jeg allerede har fået forventnings-sommerfugle i maven……

Åge Kirketerp Jensen

Læs mere om:
  • Max Birkelund
  • Birkelund Racing
  • Ring Djursland
  •