”Vi er meget glade og stolte over, at vi har kørt andenpladsen hjem,” siger teamchef John Nielsen. ”Jeg er mega stolt over den indsats, som mine medkørere har ydet, når de har siddet i bilen, og det samme gælder alle vores mekanikere og tekniske personale. Der er ikke nogen af vores folk, som har fejlet, så der skal lyde et stort tillykke med og en tak for indsatsen.”
Team Essex var med i kampen om sejren i LMP2-klassen. (Foto: Team Essex)
I den første halvdel af løbet var Team Essex det ene af de to teams, der kæmpede om førstepladsen i LMP2-klassen. Det andet team var det hollandske Van Merksteijn Motorsport, som endte med at tage sejren.
”Selv om en andenplads er flot, er det svært ikke at være lidt skuffet,” siger Casper Elgaard. ”Jeg havde trods alt en forspring på 58 sekunder til den anden Porsche, da jeg fik en punktering, som kostede os føringen.”
Efter punkteringen formåede Team Essex at følge Van Merksteijn Motorsport, men tidligt søndag morgen opstod der problemer med motoren i teamets Porsche RS Spyder, der begyndte at få udsættere. Det kostede lang tid i pitten, hvor bilen holdt stille, og hvor den satte så mange omgange til, at Team Essex ikke blot mistede kontakten til Van Merksteijn Motorsport, men også måtte se sig passeret af det franske Saulnier Racing. Motorproblemet forsvandt imidlertid, så teamet atter kunne forcere og tage andenpladsen fra Saulnier Racing, men Van Merksteijn Motorsports forspring på syv omgange var imidlertid for stort.
Team Essex tog andenpladsen i LMP2-klassen på Le Mans. (Foto: Team Essex)
”Hvis ikke vi havde haft punkteringerne og motorskaden, så var vores fart og indsats til meget mere, men sådan er Le Mans. Det er et ubarmhjertigt løb, hvor man ikke bare kæmper mod konkurrenterne, men også mod løbet selv,” siger John Nielsen. ”Men trods skuffelsen synes jeg, at alle vores folk i Team Essex har vist, at vi nu også er en force, man skal regne med i international motorsport, og jeg ser frem til, at vi skal i kamp næste gang i Le Mans Series.” Læs alt om Le Mans 24-timers løbet 2008. Læs mere om: Casper ElgaardJohn Elgaard NielsenSascha MaassenTeam EssexLe Mans15/06/08 - Le Mans - Le Mans |