Det er det hollandske hold Van Merksteijn Motorsport og det danske Team Essex, der bringer Porsche RS Spyder med 476 HK til Le Mans. Begge hold har med sejre i de første 3 runder af den europæiske Le Mans-serie vist gode resultater i denne sæson. Porsche RS Spyder, der er udviklet og bygget i Weissach, får således dobbelt debut på lørdag på den historiske bane, hvor man forventer op imod 200.000 tilskuere.
Porsche RS Spyder, Team Essex. (Foto: Skandinavisk Motor Co. A/S - Porsche)
Målet for de to private teams i LMP2 i verdens mest udfordrende langdistanceløb er en klassesejr. Under testløbet var LMP1 bilerne, der typisk har over 200 HK mere i forhold til LMP2 bilerne og desuden et helt andet forhold mellem ydelse og vægt, ca. 20 sekunder hurtigere pr. omgang sammenlignet med LMP2 bilerne på den 13.629 km. lange bane.
”Hvis vi som et ungt team og ved vores første deltagelse i Le Mans kan sikre os en klassesejr, så vil det være helt utroligt”, udtaler John Nielsen, som er både kører og direktør for Team Essex. ”Vi har lært meget af de fejl, vi har begået i de første LMS runder. Vi står nu over for en stor udfordring for kørerne, for bilen og for teamet, der skal arbejde perfekt sammen i alle 24 timer. Det er netop det, der gør løbet så fascinerende! John Nielsen ved, hvad han taler om: Han har deltaget i Le Mans 18 gange – og sågar med en sejr i 1990. Hans holdkammerat Casper Elgaard deltager for 6. gang, så han har også oplevet entusiasmen omkring løbet helt tæt på. Hans bedste resultat til dato er en tredjeplads.
Den tyske fabrikskører Sascha Maassen fuldender det danske team. Ligesom hans kolleger blandt fabrikskørerene skal han støtte de private teams, der deltager i Le Mans.
”Jeg glæder mig meget til at deltage med Porsche RS Spyder i verdens største motorløb – især fordi jeg siden 2005 har været med til at udvikle bilen, og fordi det er første gang, at en Porsche RS Spyder deltager i Le Mans. Samarbejdet med Team Essex i forbindelse med testløbene har fungeret perfekt”, siger Maassen.
Normalt kører Maassen i den amerikanske Le Mans-serie for Penske Racing, som han vandt titlen med i 2006. I Le Mans regi har den tyske specialist vundet i GT-klassen i 2004 og 2005.
Også det hollandske Van Merksteijn team deltager i 24-timer løbet for første gang. For den tidligere Formel 1 kører er det helt specielt: Han har aldrig før kørt i Le Mans, han har aldrig deltaget i et 24-timer løb og han har aldrig deltaget i løb om natten. Verstappen var imponeret over banens hurtige hjørner. ” Banen er ikke for sarte sjæle; den er både spændende og krævende, og for en nybegynder i Le Mans er alene længden overvældende. Fordi det var så vådt under testløbet, var jeg ikke rigtigt i stand til at køre helt til grænsen. Men jeg stoler fuldt ud på bilen, og jeg glæder mig til løbet”, siger Verstappen. De to andre kørere i den hollandske trio, Jereon Bleekemolen og holdejer Peter Van Merksteijn, har deltaget i Le Mans to gange før.
I GT2-klassen vil i alt 3 Porsche teams forsøge at gentage successen fra sidste år: det tyske Felbermayr-Proton team, det amerikanske Flying Lizard Motorsports team og det franske IMSA Performance Matmut team.
Spændingen er sikret, når 55 racerbiler får en flyvende start og indleder de 24 timer på Le Mans lørdag d. 14. juni kl. 15.00. Skandinavisk Motor Co. A/S - Porsche Læs mere om: Casper ElgaardJohn Elgaard NielsenTeam EssexLe Mans15/06/08 - Le Mans - Le Mans |