”Sagt på nordjysk var det lidt træls, for der skete noget med min motor om formiddagen, så det ikke var forsvarligt at køre videre,” fortæller Kasper Jensen (Aalborg). ”Det testprogram, vi havde planlagt, fik vi ikke afviklet, men vi må bare op på hesten igen.”
Og op på hesten kommer Kasper Jensen. Så snart man havde lokaliseret problemet, drog to af JM Racings mekanikere til München for at hente en reservemotor til nordjydens BMW 320si E90.
”Vi har fået kolossal stor hjælp fra BMW, og hvis ikke de havde hjulpet os, ville Kasper ikke være kommet ud at køre i weekenden,” siger Jens Ole Mathiesen (Grindsted). ”BMW har været meget hjælpsomme og har stillet en motor til rådighed for Kasper, for de har også en interesse i, at han kommer ud at køre. Det er meget flot af dem, og det er vi utroligt glade for, for uden deres hjælp ville vi ikke være kørende. Vi har så ved samme lejlighed bestilt en helt ny motor med 08-opdateringerne, som vi får leveret efter sommerferien.”
Heller ikke JM Racings anden deltager i Danish Touringcar Championship, Joachim Stephansen (Sønder Omme), fik testet hele tirsdagen på Jyllandsringen. Men hans fravær var planlagt. Han skulle til skriftlig eksamen i forbindelse med sin uddannelse til finansøkonom.
”Det var lidt en travl dag i går, og det var lidt svært at sidde ved eksamensbordet, når man hellere vil være på Jyllandsringen,” fortæller Joachim Stephansen. Men den del af testdagen, hvor han kunne være med, var blevet tilrettelagt, så han alligevel fik gode muligheder for at forberede sig.
”Jeg tror, at jeg nåede at få kørt 100 omgange, så det var rigtig godt. Det var rart at komme ud at køre igen og specielt på en bane, man har kørt på før. Det gik fornuftigt. Jeg fik kørt mig godt ind på banen, og nu er jeg klar fra starten. Nu har jeg den træning, jeg manglede til det sidste løb, så jeg kan begynde med oprejst pande. Jeg har stadig et top 15-resultat som min målsætning, og den placering tager jeg gerne på søndag i finalen. Når jeg har nået det mål, sætter jeg mig et nyt.”
Traditionen tro er JM Racing også med i Bel-Ray SSC Challenge, og her fik Jens Ole Mathiesen også lejlighed til at forberede sig med test inden weekendens to løb.
”Jeg fik selv kørt en hel del omgange, og jeg fik rettet en fejl på min bil, for det er det, vi skal bruge en test til,” siger Jens Ole Mathiesen. ”Jeg er fortrøstningsfuld, for jeg kom halvandet sekunder længere ned end sidste gang, så jeg ser frem til en god weekend.” JM Racing Læs mere om: Joachim StephansenKasper Juul JensenJM RacingJyllandsringen08/06/08 - Jyllandsringen - Danish Touringcar Challenge - DTC mesterskabet |