Rally 24/05/08
|
|
De danske vikinger, Niki Bjerg og Arly Larsen, begiver sig den kommende weekend atter på togt til de britiske øer, når anden afdeling af British Rally Championship køres i Skotland. |
Jim Clark International Rally afvikles i området syd for Edinburgh, hvor næsten 250 km hastighedsprøver venter de mere end 150 startende teams. De 52 af disse deltager i British Rally Championship, hvor DASU Rally Challenge debuterede med en fornem tredjeplads i Grp. N og Suzuki Swift Sport Cup i åbningsløbet for en måneds tid siden.
Glæder sig
Jim Clark International er, i modsætning til åbningsløbet omkring Carlisle, et rent asfaltløb, og det er alt andet lige en fordel for det danske hold, der i åbningsløbet deltog i deres første rene grusrally nogensinde.
- Selvfølgelig bør det være en fordel for os, siger Niki Bjerg, - det er trods alt den type løb, vi er vokset op med i Danmark. Når det er sagt, ved vi også, at vores værste konkurrent, Gordon Nichol, er opvokset i området og kender vejen som sin egen bukselomme. Men jeg aner også en hemmelig favorit i Ross Forde, der til løbet i Skotland får en højrestyret Suzuki. Men vi er optimister og går efter sejren.
Back-up på plads
Det skorter ikke på opbakning til Suzuki-teamet. Lene Jørgensen har igen koordineret forberedelserne med kyndig hånd, og denne gang er den tidligere europamester Jens-Christian Anker i ringhjørnet, når det går løs i det skotske. Sidste gang var det den regerende danmarksmester Morten Karl der assisterede, og netop den form for støtte er af uvurderlig betydning.
- Uden dem, erkender Niki Bjerg, - ville vi, populært sagt, være på herrens mark. Læs mere om: Niki Bjerg Larsen |