Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Moto GP

MotoGP i Le Mans

Moto GP 
17/05/08 

- men ikke i 24 timer
I denne weekend køres der race i Le Mans. Det hele er overstået på tre kvarter, for der er stadig fire uger til årets 24 timers løb for biler finder sted. Deltagerne i denne weekend må også nøjes med to hjul i stedet for fire. Til gengæld mestrer de deres ekstremt hurtige MotoGP maskiner på et niveau, der måske mere end kan sidestilles med det, man præsterer i det berømte billøb.
 

MotoGP kørerne er uden sammenligning verdens bedste på to hjul med asfalt under. Enhver, der har fulgt med i de tætte kampe og overværet den enestående akrobatisme, som Valentino Rossi, Jorge Lorenzo & Co udfører for åben TV-skærm 18 gange om året, ved, at dette er en helt unik form for motorsport.


Valentino Rossi kørte sin Fiat Yamaha til sejr i Kina for nylig foran Hondas Dani Pedrosa. Rossi og team-kammeraten Jorge Lorenzo er blandt favoritterne i Le Mans denne weekend.
(Foto: Scandinavian Racing Press)

Engang imellem går det da også galt, som da Fiat Yamaha’s MotoGP rookie, den 20-årige spanier Jorge Lorenzo, lavede en såkaldt ”highsider” under træningen til Kinas Grand Prix for et par uger siden. Han skadede begge sine ankler – den ene var endda brækket. Alligevel sprang han op på motorcyklen og scorede en imponerende 4. plads i Grand Prix’et – blot to dage efter uheldet. Det viser, at de lynhurtige kørere også besidder et imponerende mandsmod og en kampgejst, som få er i stand til at gøre dem efter.

Jorge Lorenzo har da også fået grønt lys af lægerne til at deltage i det franske Grand Prix på Le Mans racerbanen, som er 5. afdeling af MotoGP Verdensmesterskabet og han er selvsagt blandt favoritterne. At han ikke fortsat fører VM, som han gjorde på linje med rivalen og landsmanden Daniel Pedrosa (Honda) forud for Kinas Grand Prix, kan alene tilskrives uheldet. Men Lorenzo er fortsat VM-to’er.

Lorenzo er favorit på søndag. Det samme er hans rutinerede team-kammerat hos Fiat-Yamaha, den italienske mega-stjerne Valentino Rossi. Trods sine 29 år er den bedste MotoGP kører i nyere tid (7 gange verdensmester) også favorit. Ikke mindst efter at netop han sejrede i Kina, en sejr som næppe alene skyldtes, at Lorenzo var skadet. Rossi er vant til at vinde, men har haft det svært det sidste halve år. Sejren i Kina var et fornyet boost af selvtilliden og han har før prøvet at vinde på Le Mans.

Daniel Pedrosa er selvsagt også favorit og det samme må siges om den regerende verdensmester, australieren Casey Stoner, der blev nr. 3 i Kina efter Pedrosa og Rossi. Men der er også grund til at lægge mærke til italieneren Marco Melandri, der ligesom Stoner kører Ducati. Den italienske motorcykel er ny for Melandri og han har haft svært ved at skyde sig ind på dens specielle køreegenskaber. Men i Kina blev Melandri nr. 5 – det kunne tyde på, at han er ved at finde melodien.

I Le Mans køres der ikke Grand Prix på den 13 kilometer lange 24-timers bane. I stedet benytter man den i MC-sammenhæng mere udfordrende Bugatti-racerbane på godt 4 kilometer. Halvdelen af Bugatti banen – bl.a. start/mål – er dog en del af 24-timers banen og den vil være velkendt for de mange danske motorsports entusiaster, der ikke alene følger MotoGP, men også de andre store internationale begivenheder.

Stillingen i VM forud for weekendens Grand Prix:
1. Daniel Pedrosa (SPA), Honda, 81 pts.
2. Jorge Lorenzo (SPA), Fiat Yamaha, 74 pts.
3. Valentino Rossi (ITA), Fiat Yamaha, 72 pts.
4. Casey Stoner (AUS), Ducati, 56 pts.
5. James Toseland (GBR), Yamaha, 33 pts.
5. Loris Capirossi (ITA), Suzuki, 33 pts.

Scandinavian Racing Press
i samarbejde med Eurosport og Fiat Yamaha

Vivi Siiger og Søren Clauding


Læs mere om:
  • Le Mans
  • 18/05/08 - Le Mans - Moto GP
  •