Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Formel Ford - DK

Forbereder sig til Ring Djursland-løb med YouTube

Formel Ford - DK 
14/05/08 

Stort set hele Formel Ford-feltet får deres banedebut i weekenden
Formel Ford er trinet på motorsportens karrierestige, der typisk forbinder gokartklasserne med de internationale formel- og standardvognsklasser. Det er med andre ord en klasse, hvor det er meget naturligt med et stort gennemtræk af kørere, for mange af deltagerne i klassen har en ambition om at drive det til noget stort i bilsporten.
 

Et år eller to bag rattet af en af de lynhurtige, cigartynde racerbiler og så ellers videre i den store verden. Det er devisen for mange.

Fødeforløbet har fordele, men også ulemper. En af ulemperne er, at der konstant skal læres nye racerbaner. Det gælder størstedelen af feltet i Formel Ford-klassen ved weekendens Djurslands Banks DTC Weekend. Det er nemlig første gang i næsten to år, at klassen kører på Ring Djursland, og der er således blot et par enkelte kørere, som har tidligere praktisk erfaring med racerbanen.


Ligesom størstedelen af feltet skal Søren Mosebo i weekenden kørte sit første løb nogensinde i Formel Ford på Ring Djursland.
(Foto: Birger Vilén - www.euroracer.org)

Men hvordan forbereder man sig så?

”Jeg har aldrig været på banen før, men jeg har fået en bog om den, og så har jeg set nogle billeder fra Ring Djursland,” forklarer Søren Mosebo, Rødovre, der er en af weekendens mange banedebutanter.

”Jeg har været inde og kikke på nogle billeder og så har jeg studeret på DTC’s hjemmeside, hvordan John Nielsen har kørt banen igennem i sin BMW med gearskift og det hele. Jeg har også set tre klip fra YouTube, hvor der var nogle, som kørte banen igennem i standardvogne. Men jeg skal nok bremse lidt senere end dem…”

Søren Mosebo var en af mange kørere, der tidligere på måneden fik sin debut i Formel Ford. Det skete på FDM Jyllandsringen, hvor han scorede en tredje- og en femteplads i sin to første løb udenfor gokartklasserne. Den bane havde han haft muligt for at teste og træne på, inden det blev alvor med første løbsweekend, men den mulighed har ingen af kørerne på Ring Djursland.


Søren Mosebo (th) blev nummer tre, da han for halvanden uge siden debuterede i Formel Ford. Dengang vandt Kevin Magnussen foran veteran Tommy Nygaard.
(Foto: Birger Vilén - www.euroracer.org)

”Der er ikke nogen, som har prøvet banen, men der er selvfølgelig dem, som har kørt mere end andre, så egentlig burde vi stå lige inden løbet,” siger Søren Mosebo. Han ser dog frem til den nye udfordring.

”Banen ser spændende ud og er måske lidt gammeldags, men det gør ikke noget, for der er stadig mange gamle baner, der er sjove at køre på. Jeg har hørt, at den skulle være rigtig svær, og det glæder jeg mig til. Svære baner er noget, jeg kan lide. Ideallinien burde være til at finde rimeligt hurtigt. At finde en fast rytme og få gearene til at passe tror jeg til gengæld bliver rigtigt svært.”

Søren Mosebo og den største del af hans konkurrenter har dog en klar fordel forud for weekendens løb. De har nemlig været i action i år. Den fordel har Milton Lundström, Sverige, ikke. Svenskeren ankommer nemlig til Ring Djursland direkte fra England, hvor han på Van Diemen-fabrikken har afhentet sin nye racerbil, som han end ikke har kørt i endnu!

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Søren Mosebo
  • Ring Djursland
  • 18/05/08 - Ring Djursland - Formel Ford - DK - DM
  •