Den første sæson var alt for forhastet, bilerne var fire år gamle Arrows racere og resultaterne blev derefter. Måske var det allerede her det gik galt for Super Aguri, for hvis man skal være et succesfyldt team i Formel 1 skal man ikke bruge en sæson på at trille rundt som det allerbagerste.

I 2007 gik det en hel del bedre, Sato hentede fire point og den nye kører Anthony Davidson gjorde det betydeligt bedre end Ide og Montagny der året før havde kørt bil nr. 2. Ide er måske nok en af de mere pudsige historier i Formel 1. Faktum er at efter fire elendige løb i Formel 1, fik Super Aguri en venlig henstilling fra FIA om at finde en anden kører, ellers kunne det være man ville se nærmere på Ides superlicens.

Og så kom 2008. Honda var tydeligvis ikke længere så interesseret i at finansiere to teams og da en sponsor ydermere sprang fra var teamet i alvorlige problemer. Et redningsforsøg blev det til, men det faldt sammen, tilsyneladende var det i sidste ende stadig Honda, der ikke ville skyde flere penge i projektet. Man forstår dem. Deres eget Formel 1 projekt går ikke alt for godt og sidste sæson var der et par lejligheder hvor Super Aguri faktisk var bedre end storebror. Og det er vel i virkeligheden en dårlig forretning af finansiere sin egen konkurrent.

Og hermed endte så et af de ganske små kapitler i Formel 1 historien. Og Super Aguri var måske nok det dårligste hold i Formel 1, og man kan være kynisk at sige at det er spillets regler at de langsomste dyr bliver spist. Men omvendt var Super Aguris indsats sådan set ganske hæderlig - og nu er der to biler mindre på gridden og et andet team skal være det dårligste.

I tidligere tider har man set teams som Coloni, EuroBrun, Forti Ford og absolut mindst, Life, der knap nok kunne holde bilen kørende gennem en kvalifikation; teams hvis indsats var langt under niveau og som ikke havde noget at gøre i Formel 1. At de er væk er kun godt - Formel skal være en elite sport. Men at Super Aguri er væk, og der ikke er nogen til at tage over, er et problem. Med kun 20 biler er der lige lovlig få pladser i Formel 1. Og når der nu efterhånden kun er store firmaer og fabrikanter tilbage i sporten er vi måske ved at have et problem.

Fordi koncerner og bilfabrikker er ikke med i Formel 1 fordi de synes det er sjovt eller fordi de synes de skal. De er ikke som folk som Osella, Minardi, Stoddart, Mo Nunn, Coloni med videre, som bare var tilfredse med at være med. Nej, de er faktisk ganske ligeglade med Formel 1 - de vil bare have kommerciel succes og Formel 1 er et middel - hvis man altså klarer sig godt.

Selvfølgelig kan man sige at det er godt hvis alle teams i sporten har ambitioner og ikke er tilfredse med hverken at tabe eller bare være nummer fire. Men problemet med sport er at når der er en vinder vil der også være en taber og hvis et team bliver ved med at tabe vil firmat bag naturligvis tabe interessen på sigt. Og når de så taber interessen vil de enten sælge, eller lukke.

Problemet er ikke hvis et team lukker, men hvis der i en kort periode er mange der mister interessen. Hvis tre - fire teams i løbet af en to - tre sæsoner finder ud af at de ikke får nok ud at være med i Formel 1.

Det er et problem at Formel 1 i dag er lukket land for privat-ejede teams. For private teams har større modstandskraft. De har en ledelse der brænder for Formel og som i modgangstider kan nedjustere forventningerne og som har et vist manøvrerum i forhold til at finde sponsorer. Samarbejdet med bilfabrikker en glimrende idé, men situationen er bedre hvis det er tale om samarbejde og ikke ejerskab.

Martin Møller-Thomsen