I modsætningen til teamets første test på Estoril i Portugal for to uger siden, hvor også andre racerbiler var på banen, er der denne gang tale om en decideret solotest, hvor det kun er Team Essex, som kører med sin nye Porsche RS Spyder LMP2 racer.
”Formålet med denne test er grundlæggende det samme som ved den første test, nemlig at lære bilen at kende, så vi kan blive så fortrolige med den som muligt, inden vi skal køre det første løb,” fortæller teamchef John Nielsen.
Ved testen på Estoril fremstod Team Essex’ LMP2 racer rent aerodynamisk endnu i den oprindelige 2007-specifikation, men i mellemtiden har Porsche-fabrikken fået færdigudviklet en række nye komponenter, som skal indgå i den nye 2008-specifikation. Netop disse komponenter får Team Essex i de kommende dage for første gang lejlighed til at teste, men herudover vil teamet også bruge de tre dage på Dijon-banen til at få indarbejdet en række faste procedurer.
Team Essex tester fra søndag til tirsdag på Dijon i Frankrig. (Foto: Team Essex)
Atter bliver det Casper Elgaard og John Nielsen, som skal køre bilen på Dijon, ligesom de også skal gøre det i sæsonens løb i Le Mans Series, og da John Nielsen samtidig skal fungere som teamchef, er det vigtigt at få opbygget nogle faste kommunikationsrutiner med ham, når han sidder bag rattet af bilen.
”Vi glæder os utroligt meget til den kommende test, og vi er ekstra opsatte, efter at vi er blevet udtaget til at deltage i Le Mans-løbet,” siger Casper Elgaard. ”Udtagelsen betyder, at vi kan bruge testen til at forberede os målrettet mod Le Mans og løbene i serien frem for at blive tvunget til at bruge testen til at skulle bevise, at vi er hurtige nok til at kunne være med.” Læs mere om: Casper ElgaardJohn Elgaard NielsenTeam EssexDijon |