Denne titel indehaves nogle få dage endnu af Team Vantage med Henning Hjorth og Roar Eriksen, som for tredje gang stiller op i verdens største historiske rally i deres efterhånden godt gennemprøvede MGB GT fra 1967. Når løbet starter på torsdag kl. 16 fra Rådhuspladsen i København, er de parat til et 3.011 kilometer langt rally med 374 kilometer specialetaper.
Både bil og mandskab er velforberedt. Navigatør Roar Eriksen og kører Henning Hjorth er klar til start i veredns største historiske motorløb i deres MGB GT. (Foto: Team Vantage)
"Vi har lært en masse nyt, som vi har brugt i forberedelserne i år," fortæller Henning Hjorth. "En af vores største udfordringer er at holde fart nok på op og ned af bjergsiderne den sidste nat, så nu har vi fået meget kraftigere lys på bilen, så vi bedre kan se vejforløbet på de stejle bjergveje. Desuden har vi lettet bilen for godt 20 kg og co-driveren for 4 kg – det hjælper jo alt sammen."
Roar Eriksen supplerer: "Vi er med for udfordringens skyld, skønt vi sidste år blev bedste danske hold i løbet. Vi får virkelig testet både bilens og vores egen udholdenhed – og en tur op over Col de Turini i bælgmørke, hvor man ikke ved om der ligger is i næste sving, skal nok få sat gang i adrenalinet."
Henning Hjorth og Roar Eriksen i deres MGB GT fra 1967 på en bjergprøve med sne og slud i det historiske Monte-Carlo løb for to år siden. (Foto: Team Vantage)
Mange kender folkene bag Team Vantage som en af de største distributører af racingolier, blandt andet med eksklusiv distribution af specialolierne i Castrol Racing programmet. Men selv nyder de også en aktiv rolle i historisk rally. Og de vil forsøge atter at blive bedste danskere
"På mange måder føler vi historiens vingesus," fortsætter Henning Hjorth. "Løbet køres i stil med Monte-Carlo rallyet i gamle dage. Men samtidig følger vi lige i hælene på det moderne rally, der sluttede i weekenden. Vi kører stort set de samme specialetaper, så vi har fået syn for sne- og issituationen ved at følge rallyet på Eurosport."
Rally Monte-Carlo Historique har 330 deltagende mandskaber, heraf fem fra Danmark. Læs mere om: Monte Carlo |