Efter en startplacering som nummer 17 havde Jan Magnussens team Banner Racing arbejdet sig op igennem feltet ved at køre konstante og hurtige tider og havde bragt sig i en rigtig stærk position, hvor man førte GT klassen. I et løb, der var præget af svære betingelser med regn, sol, vind, kulde og varme, havde teamet holdt sig udenfor problemer, men så skete det, der ikke måtte ske. Da holdkammerat Paul Edwards var i bilen midt på natten, ramte et par konkurrenter hinanden foran Paul og han ikke havde en chance for at undgå at blive involveret. Det betød, at fronten blev så beskadiget, at bilen måtte i garage, hvilket kostede 20 omgange til de førende og dermed var Jan Magnussen, Paul Edwards og Kelly Collins rolle i kampen om sejren udspillet. Resten af løbet viste holdet, at de var hurtige nok til at kunne have kæmpet med om sejren, men efter de 24 timer måtte man tage til takke med en syvendeplads.

(Foto: Jan Kaiser)

”Det er total nedtur” sagde en meget skuffet Jan Magnussen om morgenen på Daytona ”Vi havde ikke den hurtigste bil i feltet, men den var så perfekt, som vi kunne få den og vi kunne presse den. Vi formåede alle tre at presse hårdt i vores stint og vi havde en god strategi. Vi var mere konstante end vores konkurrenter og vi lavede ingen fejl på den våde bane og det bragte os i føring. Vi vidste, at vi havde en bil, vi kunne presse hele løbet igennem, så vi var optimistiske, men så skete det, som vi ikke kunne gardere os imod, nemlig at vi blev involveret i andres sammenstød. Som mekanikerne siger, havde det her bare været på Sebring (12 timers løb – red.) så havde vi festet nu og fejret sejren....”