Kent Bo Steffensen havde rygende travlt med bilerne og hospitality, men fik lige tid til en enkelt kommentar: "Det er lidt hektisk i dag. Vi ligger godt i teammesterskabet, så med lidt held får vores 280 gæster ikke bare godt race, men også fornøjelsen ved at være her, når vi høster frugten af årets indsats."
Efter lørdagens Super Pole var udgangspositionen til første heat ikke dårlig. Starten blev udnyttet maksimalt og allerede i første sving var tredje- og fjerdepladsen erobret. Resten af heatet forløb i god ro og orden og placeringerne kom aldrig under pres.
I andet heat blev kampen lidt hårdere. Vinderen fra første heat, John Nielsen, havde stadig mulighed for at få sit første mesterskab i DTC og slutte sin danske DTC-karriere på bedste vis, så der var ingen tvivl om, at han med sin tro væbner Casåer Elgaard ville sætte maksimalt tryk på for at komme frem og få sine point. Efter seks omgange måtte Pontus da også give sig, og så var turen kommet til Jens Edman. Han holdt et par omgange mere, og så var Henrik under angreb. På sidste omgang var der ikke mere greb i dækkene, og det gav den smule luft, som BMW'erne behøvede.
Til sidste heat var det meste af spændingen forsvundet. Michel Nykjær havde fået sit mesterskab sikret i andet heat, og med de flotte placeringer til Henrik og Pontus i de første to heat var andenpladsen i teammesterskabet også sikret. Det betyder ikke, at der ikke blev kørt race, men ingen havde grund til at risikere afkørsler og skader, og det sætter sit præg på kørslen. Alligevel blev der leveret flot kørsel og kæmpet om pladserne, da Jan Magnussen kæmpede sig op gennem feltet. Michael Klostermann havde fundet det helt store smil frem efter løbet: "Det har været et fantastisk år for os. Vi har haft nogle gode kørere, som har suppleret hinanden på allerbedste vis. Vi har også haft den rigtige organisation i teamet, der har sikret, at alle erfaringer er blevet omsat til hurtigere tider, så jeg ser frem til næste sæson."
Dermed er den danske sæson forbi. Målsætningen for læreåret var at slutte i Top 8. Med Henrik på en femteplads og Pontus på syvendepladsen i kørernes mesterskab, må det siges at være opfyldt. Ser vi på teammesterskabet, blev resultatet som nævnt en andenplads, så det er også opnået. Der er i årets løb indsamlet en masse erfaringer om bilerne, og det har man kunnet se på resultaterne efter sommerferien, hvor brikkerne i puslespillet begyndte at falde på plads. Alt i alt er det en god udgangsposition til vinterens arbejde med at opgradere bilerne til næste års indsats.
Racersæsonen er dog ikke helt slut endnu. Om fjorten dage ruller de lyseblå biler igen frem til start, men under helt andre himmelstrøg. Henrik og Pontus stiller begge til start i ETCC, som er det europæiske mesterskabsløb, der afvikles på Adria-banen ved Venedig. Løbet kan følges live på Eurosport, så der er alle gode grunde til at reservere eftermiddagen den 28. oktober til lidt fjernsynskiggeri. Chevrolet Motorsport Danmark Læs mere om: Henrik LundgaardPontus MörthChevrolet Motorsport DanmarkPerfection RacingJyllandsringen14/10/07 - Jyllandsringen - Danish Touringcar Challenge |