Polo Cup - DK 11/10/07
|
|
Årets sidste løb i den nye mærkeklasse køres på FDM Jyllandsringen På søndag køres der på FDM Jyllandsringen finaler i en lang række bilsportsklasser på asfaltbane, herunder også sæsonens helt nye klasse, Volkswagen Polo Cup. Jacob Ludvigsen, Århus, har gjort det så godt i år, at han allerede er sikker på mesterskabet, men intet er til gengæld afgjort omkring udfaldet af de efterfølgende medaljeplaceringer. |
Rent faktisk er der hele fem kørere, som er med i kampen om sølvet og bronzen i klassen. Det er en kamp, hvor konkurrenterne kommer fra to fløje.
Det er de unge debutanter i sporten Kennie Frydkjær-Jensen, Fredensborg, og Rasmus Klarskov, Kalundborg, der begge er i gang med deres første sæson i en rigtig bil efter flere år i gokartsporten. Den anden fløj udgøres af en rutineret trio, for Jørgen Breinholt, Virum, Christoffer Østerby, Virum, og Jørn Vestergaard, Esbjerg, har alle erfaring fra andre typer motorsport.
Flere og flere kørere er begyndt at blande sig i topstriden i Volkswagen Polo Cup. Senest har Claus Thorsen (7) fået hul på bylden med en tredjeplads i klassen. (Foto: Birger Vilén - www.euroracer.org)
Både Kennie Frydkjær-Jensen og Jørn Vestergaard har tidligere i år vundet løb i Volkswagen Polo Cuppen, og på den baggrund vil mange kunne forvente, at de også vil være med i kampen om sejren i årets sidste løb. Men de får intet foræret. Med mesterskabet i hus kan Jacob Ludvigsen nemlig smide taktikken helt over styr og køre sin chance og koncentrere sig om at gå efter førstepladsen.
Men man skal heller ikke afvise muligheden for, at det bliver et nyt ansigt, der søndag eftermiddag kan betræde sejrsskamlens øverste trin. Efterhånden som sæsonen er skredet frem, har kørerne fået mere og mere erfaring med de helt identiske Volkswagen Polo-racervogne, hvilket gør dem i langt bedre stand til at køre racerne helt til grænsen. Jørgen Breinholt, Christoffer Østerby og Rasmus Klarskov har således alle ved tidligere løb været med i top 3-kampen, og hvis de rammer den helt rigtige dagsform, så kan de måske tage deres første sejr i Volkswagen Polo Cup.
Kampen bliver imidlertid skrappere og skrappere, for der er stadig flere kørere, som formår at blande sig i topstriden i klassen. Et godt eksempel herpå var Claus Thorsen, Jyllinge, ved klassens seneste afdeling på Padborg Park. Efter at have kørt en række placeringer hjem i den lave ende af top 8, gjorde han så store fremskridt, at han kørte sit første podieresultat i hus med en tredjeplads – noget, han naturligvis håber på at gentage i weekenden. Læs mere om: Jyllandsringen14/10/07 - Jyllandsringen - Polo Cup - DK |