Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Clio Cup - DK

Brudepigernes sidste vals

Clio Cup - DK 
11/10/07 

Clio CupBrian Mikkelsen, Martin Clausen og Jacob Kristensen kæmper om to medaljer
Petter Granlund, Norge, er allerede løbet med guldet i Casinoportalen Clio Cup, men han er ikke løbet med spændingen i den hurtige mærkeklasse. Der er nemlig stadig masser af uafklarede spørgsmål inden sidste afdeling i weekenden ved Valvoline DM-finalen på FDM Jyllandsringen.
 

Tre kørere kæmper således fortsat om sølvet og bronzen, og kampen mellem dem er tæt – så tæt, at det kan blive dagsformen ved årets sidste asfaltbaneløb, der vil være afgørende for, i hvilken rækkefølge Brian Mikkelsen, Vejle, Martin Clausen, Skærbæk, og Jacob Kristensen, Selling, slutter året bag Petter Granlund.


Jacob Kristensen, Brian Mikkelsen og Martin Clausen ligger ikke bare tæt i kampen om årets sidste to medaljer i Casinoportalen Clio Cup. De kører også tæt på asfalten.
(Foto: Birger Vilén - www.euroracer.org)

At pege på en triumfator i brudepigernes sidste vals, synes nærmest at være en umulighed. Alle tre kørere har hver deres styrker, så nogen favorit til at blive best of the rest er svær at identificere.

På papiret har Brian Mikkelsen et lille fortrin – ene og alene ud fra det faktum, at han er den bedst placerede af de tre kørere. Han er også den mest rutinerede af dem alle sammen, da han gennem årene har kørt alt fra OK Saxo Cup over Yokohama Cup til DTC. Til gengæld har Brian Mikkelsen trods sin store erfaring kun en enkelt gang i år præsteret at betræde det øverste trin på sejrsskamlen, hvilket ikke er den mest flatterende statistik, når man tænker på, hvor hård kampen er i Casinoportalen Clio Cup.

Bedst til at vinde i klassen er til gengæld Martin Clausen. Sønderjyden er blot i gang med sin anden sæson i motorsporten overhovedet, men han har på rekordtid kørt sig ind i toppen af klassen, hvor de lynhurtige Renault Clio II Sport-modeller ellers er berygtede for at fange de uerfarne på det forkerte ben. Men ikke Martin Clausen. Tilbage i juni fik han sin første sejr i klassen, og siden da har han taget yderligere fire førstepladser.

Som den eneste af kørerne fra sidste års top tre i klassen var Jacob Kristensen storfavorit til at tage titlen, men det går ikke altid som præsten prædiker. Han kom ellers godt fra start, men løb så ind i en stribe dumme uheld, der satte ham tilbage i rækkerne. Men nu er Jacob Kristensen kommet tilbage op på hesten. I de tre seneste løb har han alle gange været med på podiet efter en sejr og to andenpladser, og ham kan man derfor heller ikke afskrive i kampen om sølvet og bronzen.

Men Casinoportalen Clio Cuppen er dog andet og meget mere end den kvartet, der har sat sig på kampen om årets medaljer. Seksten andre kørere er med i feltet ved Valvoline DM-finalen, hvor alle er nødt til at yde deres bedste, da der kun er points til de femten bedste i hvert heat.

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Jacob Kristensen
  • Martin Clausen
  • Jyllandsringen
  • 14/10/07 - Jyllandsringen - Clio Cup - DK
  •