Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Den Blå Avis MC 600 Challenge

MC-titelkandidaterne har forskelligt ønskevejr

MC600
Challenge 

10/10/07 

Den femte udgave af motorcyklernes topserie, Den Blå Avis MC600, er blevet kogt ned til en duel. I det ene ringhjørne finder man veteranen, Kim Phillip, Morud, og i det andet sidder den unge opkomling, Allan Howard Christiansen, Næstved. Det er mellem de to, at årets mesterskab skal afgøres i weekenden ved Valvoline DM-finalen på FDM Jyllandsringen.
 

Kim Phillip sidder inde med to matchbolde, da han har 29 points forspring og derfor kun behøver at sikre sig 22 af de i alt 50 points, der er på spil i weekenden. Men det får ikke den tidligere mester fra 2003 og 2004 til at slappe af.


Kim Phillip (4) og Allan Howard Christiansen (32) skal på søndag på FDM Jyllandsringen have afgjort, hvem af dem der skal vinde Den Blå Avis MC600 i år.
(Foto: Birger Vilén)

”Det er rimeligt enkelt, for der er kun en måde at gøre tingene på, og det er ved at vinde,” siger Kim Phillip. ”Det er en weekend lige som alle mulige andre, og jeg kører som udgangspunkt altid for at vinde.”

Muligheden for at vinde Den Blå Avis MC600 er ikke det, der fylder mest hos Allan Howard Christiansen mentalt inden Valvoline DM-finalen.

”Teoretisk kan det jo godt lade sig gøre, men jeg har ikke sat næsen så langt op,” siger køreren, der en gang tidligere er blevet Danmarksmester. Det var i 1999, og det var i en af juniorklasserne. ”Jeg vil være tilfreds med den andenplads, jeg har tilkæmpet mig indtil videre i år, hvor jeg har været stabilt kørende. Mit største mål er nok bare at holde de andre bag mig, så jeg beholder andenpladsen. Jeg vil i hvert fald ikke satse hele butikken på at blive etter.”

Men en joker i titelkampen i Den Blå Avis MC600 kan blive det danske efterårsvejr. Skulle det gå hen at vise sig fra sin våde side, så kan det vende op og ned på både styrkeforholdet, men også risikovilligheden hos de to duellanter.

”Jeg har egentlig ikke de store problemer med regn, udover at man bliver våd. Men jeg vil nok ikke satse og prøve at vinde løbet, for her er chancerne for at ryge af større end normalt,” indrømmer Kim Phillip. Netop et styrt overgik den hurtige Suzuki-kører, da en af sommerens mange regnbyger tidligere på året drev ind over FDM Jyllandsringen under en afdeling af Den Blå Avis MC600.

Men kommer der regn på søndag, så vil Allan Howard Christiansen lægge sin taktik fuldstændigt om.

”Så vil jeg da satse på at vinde begge heat, og får jeg chancen for at nå manden på etteren, så vil jeg da helt klart tage den,” siger sydsjællænderen, der er kendt som klassens absolutte regnvejrsmester.

”Jeg tror bare, at jeg lader være med at tænke så meget over, at banen er våd. Jeg lærte det ved at lege rundt på en scooter på Lockarp, hvor jeg lærte at kørte sidelæns. Jeg prøvede det samme på en 125 cm 3 racer på Jyllandsringen, og jeg endte med at vinde et NM-løb 32-33 sekunder foran bl.a. den gamle VM-kører Håkan Olsson. Jeg prøver bare at holde ro i cyklen og så lade være med at tænke for meget over det.”

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Jyllandsringen
  • 14/10/07 - Jyllandsringen - MC600 Challenge
  •