Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Rallycross

Flot DM-semifinale med nordisk pift

Rallycross 
21/09/07 

Løbsledelsen for Int. MECA Rally Cross Denmark havde lokket mange udenlandske kørere til DM-semifinalen 2007 i Rally Cross (RC). Således fik den danske RC-elite yderst værdig modstand i A-finalerne.
 

Løbsleder Carsten Storgaard fra Motorsport Nordjylland (MNJ) konstaterede:
- Der stod en vældig vestenvind hen over vores RC-stadion, men hellere dette end sjasket regnvejr. Desuden er det altid muligt at finde læ i gryden omkring rundbanen, som i øvrigt havde fået en kærlig opdatering. De fleste asfalt-områder var blevet udvidet med en tennisbanes længde, hvilket gav deltagerne bedre muligheder for nedbremsninger.


Peter Lindgaard Nielsen i Suzuki Swift var hurtigst i kvalifikationsheatene ved DM-semifinalen.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

Specielt gjorde udlændingene sig kraftigt gældende mellem de vilde voldsomme Volvoer, hvor DM-førende Troels Daarbak oplevede en virkelig off day. Første banesektion efter starten gav vendelboen store kvaler, og han nåede derfor over målstregen nede i feltet.

- Sejren i 3 liters Supernational gik til nordmanden Øiviand Hansen i Volvo 240, fortsætter Carsten Storgaard. - Finnen Silvio Viitanen i Volvo S40 Evo henviste i Int. MECA Rally Cross Denmark herudover Peder T. Jensen (Volvo 240) til tredjepladsen. Troels Daarbak genvandt dog samtidig DM-guldet, idet vendelboen har opbygget et forspring, som ikke kan indhentes i DM-finalen.

Set med nordjyske øjne har interessen i 2007 specielt samlet sig om 1,6 liters-klassen for fabriksnære racere, hvor tre RC-teams fra Motorsport Nordjylland (MNJ) har fightet indædt om placeringerne i TOP TRE.


Rune Birkholdt Staudt i Citroën Saxo vandt en flot sejr på hjemmebane i Int. MECA Rally Cross Denmark.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

- I kvalifikationsheatene havde Peter Lindgaard Nielsen opbygget et lille forspring foran ærkerivalen Ulrik Linnemann, forklarer Carsten Storgaard. - Men i A-finalen blev begge Suzuki Swift-kørerne overlistet af klubkammeraten Rune Birkholdt Staudt i Citroën Saxo. Hermed skal DM-fighten afgøres endeligt i DM-finalen på Sydsjælland.

Jespersen Rallycross fra MNJ har i 2007 anvendt DM-serien til at udluge de uundgålige børnesygdomme i et nyt spændende motorsports-projekt. Det overordnede mål er en EM-satsning i 2008 med den potente Peugeot 206 WRC 4WD, og Morten Jespersen præsterede en ny banerekord på den modificerede rundbane på MNJ’s RC-stadion:


Morten Jespersen vandt generelt i Int. MECA Rally Cross Denmark, og satte samtidig ny banerekord.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

- Nogle små detaljer har drillet gennem det meste af test-sæsonen, men nu er materiellet og potentialet i orden til at give fuld gas. Dette bliver der virkelig gjort blandt de rutinerede chauffør-ræve i EM-serien. Dog gav det et lille tilskud på selvtilliden, at jeg vandt Int. MECA Rally Cross Denmark generelt.

Blandt de turbodrevne 4WD’er er MNJ’eren Dennis Rømer blevet kåret som DM-bronzevinder i den spændende Fiat Coupé 4x4. Derimod har den fynske veteran: Bruno Hansen gode chancer for at hjemkøre DM-laurbærkransen med sin Ford Puma 4x4.

Tom Daniel Tånevik fra Norge gav desuden opvisning med sin veltjente Peugeot 306 med en overbevisende sejr i den tunede 2 liters-klasse: Supernational. Her ligger den friske vendelbo-pige: Camilla Andersen flot til at blive vice-danmarksmester 2007 i Opel Astra.


Tom Daniel Tånevik fra Norge gav opvisning i sin veltjente Peugeot 306 i DM-semifinalen.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

Carsten Storgaard er blandt de ildsjæle, som er i fuld gang med at foretage generationsskiftet i Motorsport Nordjylland. Den næsten nybagte løbsleder fik god og positiv kritik af deltagerne i DM-semifinalen: Int. MECA Rally Cross Denmark.

Motorsport Nordjylland

Åge Kirketerp Jensen

Læs mere om:
  • Nysum
  •