Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Polo Cup

Ny runde i motorsportens begynderklasse

Polo Cup 
13/08/07 

Årets fjerde løb i Volkswagen Polo Cup byder på flere debutanter
Motorsportens nye begynderklasse, Volkswagen Polo Cup, er naturligvis også med på programmet, når det samlede danske motorsportscirkus genoptager programmet i den kommende weekend.
 

En lille halv time inden topstjernerne i Danish Touringcar Championship ruller ind på arenaen for at udkæmpe deres finale, indtages asfalten af kørerne fra Volkswagen Polo Cup og – hvem ved – måske får man om nogle år en eller flere af kørerne herfra at se i bilsportens superliga.

Indtil videre har det dog været de erfarne kørere, som har sat det helt store præg i toppen af Volkswagen Polo Cuppen. Det er Jacob Ludvigsen, Århus, og Jørn Vestergaard, Esbjerg, der med en fortid fra henholdsvis Formel Renault 2.0 og OK Saxo Cup indtager de to første pladser i tabellen forud for løbet på Padborg Park, men flere af feltets debutanter har også gjort det godt i de tre løb, der indtil nu er kørt.

Her er det Kennie Frydkjær-Jensen, Fredensborg, der har gjort det bedst. Han vandt på fornemmeste vis sæsonpremieren i foråret, men siden da har et par dumme fejl frarøvet ham muligheden for flere topresultater. Først var det en teknisk defekt på hans bil, så var det en personlig brøler, der betød, at han måtte starte det sidste løb på Padborg Park fra bageste række. Men at han har potentialet til at kunne blande sig i toppen denne gang, beviste han ved at køre sig fra sidste- til fjerdepladsen.

Flere andre af feltets grønne kørere har gjort det godt i årets løb. Rasmus Klarskov, Kalundborg, og lillebroderen til den tredobbelte DTC-mester, Dennis Elgaard, Farsø, er blevet bedre og bedre for hvert løb, men blev begge sidste gang stoppet af tekniske defekter, mens Claus Thorsen, Jyllinge – som hidtil blot har kørt gokart på hyggeniveau – også kunne spore fremskridt på Padborg Park.


Pia Bach (t.v.) og Roland Poulsen får i weekenden deres debut i Volkswagen Polo Cup på Padborg Park.

For hver gang Volkswagen Polo Cuppen køres, kommer der nye deltagere til, og weekendens Augustløb bliver ikke nogen undtagelse. Roland Poulsen, Padborg, der er lillebror til den nye DTC-kører Kristian Poulsen, Padborg, får sin debut ved siden af Pia Bach, Viborg, som også har familiære relationer til Poulsen Motorsport. Her kører hendes kæreste Thue Kristensen, Viborg, i Advan Cuppen.

”Jeg har altid været med på sidelinien og set andre køre, men det er Thue, der har hjulet mig med alt det praktiske,” siger den kvindelige debutant. ”Jeg ved jo ikke noget om det, så det er ham, der har fået det hele sat i gang. Så har jeg selv haft modet og gejsten til at gøre det.”

Pia Bach har dog lidt benzin i blodet, da hendes far kørte standardvognsrace på de danske baner for mere end 30 år siden.

”Det bliver sjovt at prøve det selv,” siger Pia Bach, der har haft lejlighed til at prøve sin nye Volkswagen Polo. ”Man lukker helt af fra omverdenen, så er det bare med at komme fremad. Det er både spændende og hårdt, men jeg har heldigvis haft nogle gode hjælpere.”

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Poulsen Motorsport
  • Padborg Park
  • 19/08/07 - Padborg Park - Polo Cup - DK
  •