Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Copenhagen Historic Grand Prix

Stjerneregn i Royal PRO/AM

CHGP 
28/07/07 

CHGPLevende motorsportshistorie i Royal PRO/AM
Copenhagen Historic Grand Prix i Fælledparken i København den 4. - 5. august består af stribevis af højdepunkter. Det er garanti for en intens oplevelse hos publikum og også ensbetydende med totalt engagement hos deltagerne.
 

Det handler om historisk motorsport – biler såvel som deltagere. For mange af deltagerne, ikke mindst i den såkaldte Royal PRO/AM klasse, er selv en del af motorsportshistorien. I PRO/AM klassen kører professionelle kørere sammen med amatører, typisk de kørere, som ejer de historiske biler. Amatøren kører 1. heat, den professionelle kører 2. heat og afgør dermed dagens resultat. Der køres løb både lørdag og søndag og den samlede vinder kåres søndag eftermiddag.

Le Mans vinder og Formel 1 kører
Jackie Oliver er en af deltagerne og et stykke levende motorsportshistorie på meget højt plan. Han er englænder, 65 år gammel og var selv aktiv racerkører i en lang periode gennem 1960’erne og 1970’erne. Han debuterede i Formel 1 i 1968, hvor han overtog sædet hos Lotus efter den tragiske ulykke, som kostede Jim Clark livet. Siden kørte han for BRM, McLaren og det helt nye Shadow team. Størst succes fik Oliver imidlertid i sportsvognsracing hvor han i 1969 sammen med belgieren Jacky Ickx vandt såvel 12 timers Sebring og 24 timers Le Mans i en af de berømte John Wyer Gulf Ford GT40. I 1970 fortsatte succes’en sammen med Pedro Rodriguez – de to vandt 24 timers Daytona og 1000 km løbet på Monza i Italien. Oliver kørte desuden i den amerikanske CanAm serie og vandt mesterskabet for Shadow i 1974.

Senere blev Jackie Oliver synonym med Shadow, Arrows og Footwork Formel 1 teams, hvor han fungerede som teamchef/teamejer i årene frem til 1999. Oliver er i øvrigt dansk gift med Dorte. Og i Royal PRO/AM klassen deler Oliver en Ford Shelby GT350R fra 1966 med Anders Nannerup. Blandt biler i København, der er identiske med dem, Jackie Oliver har kørt, er en Ford GT40 som den, Oliver vandt med i Le Mans.

Fem-dobbelt Le Mans vinder og Formel 1 kører
Et andet stykke udenlands motorsportshistorie er Derek Bell. Han er også 65 år gammel og er mest kendt for at have vundet 24 timers Le Mans ikke færre end fem gange: 1975, 1981, 1982, 1986 og 1987, hovedsagelig sammen med Jacky Ickx. Kun Ickx og Tom Kristensen har vundet verdens mest berømte motorløb flere gange end Bell.

Men Derek Bell har også en Formel 1 karriere bag sig. I perioden 1968 til 1974 kørte han for Ferrari, McLaren, Surtees og Tecno. Som et kuriosum er Derek Bell den eneste, der har kørt McLarens firehjulstrukne Formel 1 ”M9A” racer (Silverstone 1969). Men det var ikke i Formel 1, den sympatiske englænder gjorde det bedst. I 1986 og 1987 var han officiel Verdensmester i sportsvognsracing. I København kommer der en Porsche 962 som er identisk med én af de biler, Derek Bell vandt med i Le Mans.

Motorprins og Danmarksmester
I Royal PRO/AM skal Derek Bell deltage sammen med ingen ringere end HKH Prins Joachim. Parret skal køre en BMW 2002tii.


I 2003 i Le Mans mødte Prins Joachim Le Mans legenden Derek Bell (tv). De mødes igen i Fælledparken, hvor de skal dele bil i Royal PRO/AM. Tom Kristensen (midt i billedet) er også i København, hvor han vil tage imod udnævnelsen som Ambassadør for Copenhagen Historic Grand Prix.
(Foto: Vivi Siiger)

Den 38-årige danske motorprins er en af de væsentligste faktorer bag Copenhagen Historic Grand Prix. Uden ham havde arrangementet ikke opnået den status og den position som kendetegner det i dag. Prins Joachims deltagelse som aktiv racerkører er med til at kaste ekstra glans over begivenheden og han har selv udviklet sit talent meget i løbet af sin forholdsvis korte karriere: Prinsen fik sin licens i 2001 og allerede i 2004 blev han nr. 2 i DASU mesterskabet for historiske biler op til 1965 for derpå i 2005 at vinde mesterskabet.

Royal PRO/AM byder på mange andre topnavne:

Danske Le Mans kørere

  • Den første danske Le Mans vinder nogensinde, John Nielsen, deltager sammen med John Geertsen i en BMW 2002tii fra 1971.
  • Juan Barazi, som deltog i år i 24 timers Le Mans og var en dominerende faktor i LMP2 klassen indtil holdet fik tekniske problemer, er med i København sammen med Claus Bertelsen i en Alfa Romeo GTAm fra 1971.
  • Thorkild Thyrring, der også har været med i Le Mans gennem en årrække - sidst i 2006 - deltager som i fjor med Brian Stolze i dennes Ford Mustang.
  • Lars Erik Nielsen, der var på podiet i Le Mans i GT2 klassen både i fjor og i år (sidste år var han lige ved at vinde klassen) er med i en Porsche 911 fra 1970 sammen med Alex Thomsen.
  • Allan Simonsen (Lars Erik Nielsen medkører i Le Mans i år) deltager i en Alfa Romeo GTAm sammen med Claus Norreen.

Med anden baggrund end Le Mans deltager Henrik Lundgaard, tidligere Europamester i Rally og vinder af FIA Teams Cup og nu i DTC for Chevrolet. Han kører i København sammen med Niels Nordendorff i en Porsche 911 fra 1970. Kurt Thiim, der er historiens første vinder af det populære Deutschen Torenwagen Meisterschaft og nu aktiv i DTC, deler Jan Heiselbergs DM-vindende BMW 2002tii.

Sidste års vinder Charlotte Engel, der vandt Royal PRO/AM sidste år har skiftet Jan Magnussen ud med Ronnie Bremer (Jan Magnussen skal køre for GM i USA i samme weekend). Bremer er Danmarkshistoriens seneste ChampCar kører. Pontius Mörth og Jesper Sylvest fra DTC kører hhv. Lotus Cortina og Volvo 142 sammen med Tonny Pedersen og Poul-Erik Dam Larsen. Og Michel Nykjær, der fører DTC i sin SEAT, er med i Fælledparken i en lille bitte Cooper S sammen med Nicolaj Fuhrmann.

Sidst, men bestemt ikke mindst, er den levende danske motorsportslegende og multi-Danmarksmester, Erik Højer med i Fælledparken. Sidste år kørte han en Mini Cooper S og havde svært ved at følge med de hurtigere biler. I år er Cooperen erstattet af en Ford Escort - en bil som Erik Høyer i international sammenhæng opnåede fine præstationer med tilbage i 1970'erne.

Copenhagen Historic Grand Prix

SRP
Vivi Siiger & Søren Clauding


Læs mere om:
  • Fælledparken
  • 05/08/07 - Fælledparken - CHGP
  •