Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Copenhagen Historic Grand Prix

Historisk motorsport er kernen i Fælledparken

CHGP 
27/07/07 

CHGPKnald på de gamle øser
Der bliver fart over feltet i de historiske racerklasser under Copenhagen Historic Grand Prix i Fælledparken den 4. - 5. august. Der er tale om gode felter med en stribe fine biler og ligeså mange tændte kørere fra dengang som nu.
 

De historiske klasser er nemlig et spejl af 60'ernes motorsport i Danmark. Tilbage i tiden var racerkørsel forbeholdt enkelt personer, som stillede op i sportsvogne, bygget af f.eks. Lotus og Porsche. Men efterhånden som bilfabrikkerne fik øje på de mange muligheder, motorsporten kunne bibringe dem, ændrede billedet sig. Man begyndte at køre race med serieproducerede standardvogne og det gjorde det muligt for bilsporten at blomstre overalt, ikke mindst i Danmark.

En af de første var Ford, der med Lotus Cortina dominerede den internationale racerscene i 1960'erne. Siden kom BMW og Alfa Romeo med og kimen var lagt til vore dages populære standardvognsserier rundt om i verden.


Sidst i 1960’erne og først i 1970’erne var det især de hurtige Ford Escort BDA og Twin Cam modeller, der dominerede på den internationale motorsportsscene. Det sceneri gentager sig i Fælledparken.
(Foto: Vivi Siiger)

En overgang så man ikke mindst i Danmark indædte fighter mellem Porsche 911 og de højpotente Ford Escort BDA og Twin Cam modeller. Det var kørere som Tom Belsø og Svend Engstrøm i hhv. Ford og Porsche, der gav publikum fuld valuta for pengene på Roskilde Ring, Jyllandsringen og Ring Djursland.

Det billede kommer til at gentage sig i Copenhagen Historic Grand Prix. Ikke med Engstrøm og Belsø bag rattet men med biler fra dengang. Der er dog en enkelt undtagelse: Benny Hall, som var Danmarksmester flere gange i perioden, er også med i København i en meget fin Ford Lotus Cortina. I øvrigt nogenlunde identisk med den, H.K.H. Prins Joachim normalt kører.

Prins Joachim kommer vi ikke til at se i kamp med Benny Hall, for prinsen har valgt at koncentrere sig om det såkaldte PRO/AM race, hvor han skal dele en BMW 2002tii med den 5-dobbelte Le Mans vinder, Derek Bell.

Til gengæld får Benny Hall med garanti nok at se til. Han var blandt de hurtigste i Fælledparken i fjor og i år er det ikke utænkeligt, at der bl.a. bliver kamp til stregen mellem Hall og en af den moderne tids DTC-kørere, Jesper Sylvest, der har anskaffet en bil magen til Halls Lotus Cortina. Sylvest har dog først lige fået den nye gamle bil og har ikke prøvet den i race forinden. Det kan let betyde, at datidens mester slår nutidens.


Benny Hall (i den hvide Ford Lotus Cortina til højre i billedet) var hurtig i sidste års Copenhagen Historic Grand Prix. Det er han også i år, men han får med garanti kamp til stregen i et felt, som tæller flere højpotente, kraftsvulmende biler som f.eks. Ford Mustang og Ford Falcon.
(Foto: Vivi Siiger)

Men Hall får det næppe let. For feltet af standardbiler op til 1965 er spækket med kraftsvulmende biler. Ikke færre end fire store amerikanerbiler er tilmeldt: To Shelby Mustangs kørt af hhv. sydafrikaneren Fred Phillips og belgieren Andre de la Porte, en Ford Falcon Futura Sprint, kørt af svenskeren Johan Högman og ikke mindst danskeren Ulrik Weiss's Shelby Mustang.

I klassen for de lidt yngre standardvogne (gr. 2 op til 1971) er det i første hånd BDA Escort’er mod Porsche 911. Tommy Kjehr, som fører kampen om Danmarksmesterskabet, deltager med en Escort BDA fra 1971. Dengang var det et krav, at en bil, for at måtte deltage i gr.2 klassen for tunede biler, var seriefremstillet i 5000 eksemplarer. Det gjorde Ford og dermed var der lagt grundlaget for en ny epoke, hvor mange fabrikker valgte at investere de nødvendige summer for at kunne være med på racerbanerne.

I København er Tommy Kjer favorit, men sejrer han, bliver det næppe uden kamp til stregen. I klassen deltager flere Escort’er, bl.a. den Twin Cam, som Charlotte Engel vandt PRO/AM løbet med i fjor. Hun er selv bag rattet og skal kæmpe imod biler i alle størrelser: Fra en Ford Mustang GT350R til de små populære Sunbeam/Hillman IMP. Deltagerlisten tæller også Alex Thomsen og Niels Nordenhoff i Porsche 911S, Stefan Winquist i Datsun 240Z, en hel stribe andre forskellige biler samt en yderst sjælden Lancia Fulvia HF Rallye Fanalone, kørt af australieren Robert Sherrard.

Copenhagen Historic Grand Prix

SRP
Vivi Siiger & Søren Clauding


Læs mere om:
  • Benny Hall
  • Jesper Sylvest
  • Fælledparken
  • 05/08/07 - Fælledparken - CHGP
  •