Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Go Kart

Selvtilliden styrket inden EM-nåleøje

Go Kart 
13/07/07 

De nordiske karting-kørere har en lille fordel i en skrap fortest til EM-kvalifikationen, som køres mellem kartingteams fra Danmark, Norge, Sverige, Finland, Rusland, Holland og Belgien.
 

Derfor er der stor og kvalificeret konkurrencemodstand i det traditionsrige Viking Trophy, som i 2007 blev kørt på den kuperede rundbane i Rudskogen lidt uden for Oslo i Norge.

- Viking Trophy er vel påtænkt som et lille plaster på konkurrencesåret for nordboerne, konstaterer Bo Sørensen fra sydvestjyske Betty Racing. - I Frankrig og Italien kan man køre karting næsten hele året rundt, hvorimod man i Norden jo må pille nogle vintermåneder væk grundet sne, frost og sjap.


Bo Sørensen havde god speed i karten ved Viking Trophy.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

Norge har også modtaget sin ration af det fugtige sommervejr anno 2007. Bo Sørensen & Co. var dog smuttet til Rudskogen i god tid for at blive dus med en ny dæktype i forhold til de danske karting-løb samt for at have trænet samme dæk i regnvejr.

- Dæk er en stor videnskab inden for alle grene af motorsporten, forklarer far og teamchef Erik Sørensen. - Man kan trylle de afgørende tiendedele sekunder ud af den optimale driftstemperatur og dæktryk. Samtidig skal man undgå et stort dækslid, fordi dækkene ofte skal holde til flere heats. Ofte er det nødvendigt under en løbsweekend at køre mindst et heat uden optimal vedhængningsevne.


Bo Sørensen arbejder koncentreret med at finde sidste afgørende sekundbrøkdele i regnvejret.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

Den frie træning inden løbsweekenden foregik på fugtig asfalt, og her var Bo Sørensen meget tæt på at være hurtigste kører i kronprinseklassen: KF3:
- Det afvekslende vådvejr fortsatte under den officielle tidtagning, men her var jeg op mod et sekund langsommere på den samme slags regnvejrsdæk. Jeg fik derfor rystet selvtilliden noget med en startplacering som trettener til de to kvalifikationsheats.

- Under kvalifikationsheatene scorede topkørerne alle en pæn portion af konkurrence-modgang, fortsætter Bo Sørensen. - Dog var vi ikke helt tilfredse med en gridplacering som nr. 18 til prefinalen.

Begge finaler på Rudskogen blev afviklet i tørvejr, hvilket normalt er Bo Sørensens favorit-vejrtype, selv om sydvestjyden arbejder seriøst på at finde skarpheden på fedtet underlag:
- Jeg nyder at udspekulere de hurtigste ideallinjer i tørvejr samt spotte mulighederne for overhalinger på mulige og umulige steder. I prefinalen var der tæt fight om placeringerne. Jeg fik hurtigt tilkæmpet med en nier, men fighten om ottendepladsen blev først en realitet efter, at jeg havde været nede som elver.


Flere flyveture på kart-banen i Rudskogen blev også resultatet af en tæt fight i Viking Trophy 2007.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

De gode konkurrencetakter og fighterheldet fortsatte for Bo Sørensen i finalen:
- Vi var vel omkring 20 kørere i KF3-klassen, som med eller mindre optimal dagsform kunne score podieplaceringer i Viking Trophy. Der blev derfor heller ikke vist nåde og barmhjertighed fra konkurrenterne i finalen. Jeg faldt ned som tier, men udnyttede senere den rette fart i karten til at køre mig frem som toer i Viking Trophy over målstregen. Dagens vinder Timmy Hansen fra Sverige var urørlig på etteren, men han var tæt at blive overlistet af nordmanden Arild Jensen.


Sydvestjyden scorede en flot med hjem fra finale-toeren i Viking Trophy 2007.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

- Sidste år blev jeg femmer i Viking Trophy, afslutter Bo Sørensen. - Det var derfor en skøn fornemmelse at slutte i TOP TRE og som bedste danske kører. Jeg ser derfor frem til en fornuftig EM-kvalifikation, som bliver afviklet lidt senere i juli på den belgiske topbane i Genk. Kun 21 kørere ud af 53 slipper gennem nåleøjet til selve EM-finalen.

Betty Racing

Åge Kirketerp Jensen

Læs mere om:
  • Bo Sørensen
  •