Mange af hans rivaler har derfor forud for weekendens tredje afdeling på Padborg Park måttet klø sig selv en ekstra gang i nakken og spørge, om det overhovedet er muligt at slå Kim Phillip?
En kører har dog gjort det. Det er Steven Tirsgaard, Give, som vandt årets allerførste løb, men flere kørere er på det seneste også kommet tættere på den gamle 2003- og 2004-mester. Senest var både Jan Jespersen, Herlev, og Allan Howard Christiansen, Næstved, med fremme i førergruppen, hvor de fik deres første podiepladser i år.
”Jeg forventer at få et bedre resultat end på Jyllandsringen, men om det lige bliver en førsteplads, ved jeg ikke,” siger Jan Jespersen, der efter en sammenlagt andenplads på en Yamaha sidste år til denne sæson er skiftet til Honda.
”Det ville være meget nemmere for mig at starte på en Yamaha, men sådan skulle det ikke være. Vi er i en stadig udvikling af Hondaen, men jeg forventer, at vi inden løbet på Padborg Park modtager nogle stumper til vores affjedring, som gør, at jeg kan presse motorcyklen noget længere frem. Det har været en slåskamp, fordi det er en ny model, men hver gang vi har forsøgt noget, er det kun blevet bedre.”
Jan Jespersen (43) og Allan Howard (32) er to af de kørere, som på Padborg Park i weekenden vil forsøge at indhente den førende Kim Phillip i Den Blå Avis MC600 Challenge. (Foto: Birger Vilén - www.euroracer.org)
Mens Jan Jespersen har skiftet motorcykel, så er Allan Howard Christiansen fortsat på Yamaha-mærket, men til gengæld er han blevet en del af Designa Racing, som sidste år tog sig af de to første pladser i mesterskabet.
”Nu er der færre ting, jeg selv skal holde styr på, og jeg kan tænke mere på min kørsel, og det gør det en del nemmere,” siger den sydsjællandske kører, der før har gjort det godt på Padborg Park.
”Jeg forventer da en podieplacering, for jeg ved, at jeg kan, men der er altså mange om buddet. Kim Phillip er godt kørende, og vi har haft nogle dækproblemer med Bridgestone, hvor han har fået nogle Pirelli-dæk, som er perfekte, så det er lidt en kamp. Vi prøvede sidste gang med nogle andre dæk, som virkede meget bedre, men vi ved ikke helt, hvad vi gør på Padborg Park. Men alle kørere i den forreste gruppe er dygtige mennesker, som kan give gas, så det er meget afgørende, hvordan materiellet er, og hvor kampklar man er på dagen. Det er det, der bliver afgørende. Men lidt regnvejr vil gøre det lidt sjovere.”
De 20 deltagere i Den Blå Avis MC600 Challenge kører lørdag to tidtagninger på Padborg Park, inden det gør løs med de to løb søndag klokken 10.55 og 14.40. Læs mere om: Padborg Park24/06/07 - Padborg Park - MC600 Challenge |