Det gør det muligt for kørerne blot at ankomme til banen med deres styrthjelm og kørerdragt under armen, og så ellers køre race.
Jacob Ludvigsen fører Volkswagen Polo Cup inden weekendens afdeling på Padborg Park. (Foto: Birger Vilén - www.euroracer.org)
Ved næste afdeling af Volkswagen Polo Cup i weekenden på Padborg Park er det atter unge eks-gokartkørere som f.eks. Kennie Frydkjær-Jensen, Fredensborg, og Rasmus Klarskov, Kalundborg, og racerkørere med erfaring fra andre klasser som Jacob Ludvigsen, Århus, Jørgen Breinholt, Virum, og Jørn Vestergaard, Esbjerg, der vil sidde bag rattet af størstedelen af bilerne. Præcist ligesom de har gjort det ved de to foregående afdelinger, hvor de har lagt beslag på de fem første pladser i den samlede stilling.
Men man kan også komme til at opleve nye ansigter ved den kommende runde af Volkswagen Polo Cup. Et af ansigterne tilhører Lizette Peetz-Olsen, Lille Skensved, der dermed bliver den første kvinde, som prøver kræfter med klassen.
”Det bliver enormt spændende, og jeg har en forventning om, at det er en bil, jeg ret hurtigt kan blive dus med, så der er da en masse, der skal have baghjul,” ler pigen, der er til hestekræfter på både fire hjul og fire ben.
”Jeg har før kørt Clio Cup og Citroën C2 i DEC-serien, og noget af den erfaring, jeg har derfra tror jeg godt, at jeg kan tage med over i Polo Cuppen. Jeg glæder mig meget til at komme ud at prøve det, for det er lang tid siden, jeg sidst har været ude at køre. Jeg har hørt, at der kommer 14-15 stykker til start, så jeg skal vel have en ti stykker bag mig, når vi kører i mål.”
Lizette Peetz Olsen. (Foto: Birger Vilén - www.euroracer.org)
De to andre debutanter i den kommende weekend på Padborg Park bliver Robert Leth, Klampenborg, og Johnny Pedersen, Køge, og selv om de ikke tidligere har prøvet kræfter med mærkeklassen, så er de vant til høj fart. Robert Leth har erfaring med hurtige biler qua sit medlemskab af Porsche Sports Club, mens Johnny Pedersen tidligere har været aktiv på to hjul.
”Jeg kørte motocross fra omkring 80 og så op til 86-87, og så startede jeg igen med at køre lidt old boys i 2000, indtil jeg fik en korsbåndsskade. Men jeg har længe villet over på noget med fire hjul,” siger Johnny Pedersen. Operationer har gjort, at det først er nu, at han er blevet klar til at debutere i Volkswagen Polo Cup.
”Jeg føler mig 100 % klar, og jeg regner med, at der er nogle, som får skærm. Det er da et mål i hvert fald. Jeg har fået Martin Jensen til at hjælpe mig med lidt instrukser,” siger han.
Vejrudsigten for den kommende weekend lover ikke den samme stegende hede, som overgik det forrige løb i Volkswagen Polo Cuppen på FDM Jyllandsringen, og som gav flere kørere alvorlige problemer. På grund af de høje temperatur udløste det elektroniske styringssystem et nødprogram, som kraftigt begrænsede de turboladede motorers ydelse, men i samarbejde med teknikere fra Volkswagen Motorsport GmbH har den faste mekanikerstab foretaget en række modifikationer, så fænomenet ikke gentager sig.
Korte fakta:
- Deltagerne i Volkswagen Polo Cup afvikler dels en træning, dels en tidtagning lørdag på Padborg Park.
- Tidtagningen bestemmer startopstillingen til klassens løb.
- Dette løb køres søndag lige inden DTC-klassens finale.
Læs mere om: Padborg Park24/06/07 - Padborg Park - Polo Cup - DK |