Først af sted var Martin Johansen i hans meget potente Suzuki Swift Super 1600, og netop han nåede at gennemkøre den første hastighedsprøve ved Ollerup og sætte hurtigste tid, inden regnen kom. Derefter faldt tiderne, efterhånden som regnen gjorde vejene mere og mere fedtede. Da der skulle køres tre prøver, inden deltagerne kunne komme tilbage til servicepladsen ved Sorø Hallen og få monteret andre dæk, fik flere af de to-hjulstrukne rallybiler problemer, mens de fire-hjulstrukne bedre kunne stå fast. Således måtte Brian Madsen, Slagelse en tur uden for banen med sin Peugeot 106 Maxi og mistede derved kostbare sekunder.
I pausen blev der således skiftet til dæk med lidt mere mønster, men det var et lotteri, for regnen var ved at stoppe.
De mange servicepladser ved Sorø Hallen summede af rallyaktiviteter. (Foto: Sven Lautrup)
Efter pausen havde Morten Karl N4, Mitsubishi Evo 8MR lagt sig i spidsen med 22,5 sek. til Martin Johansen. Nr. 8 var Brian Madsen, og nr. 13 var Anders Rygaard, Korsør i Honda Civic.
På prøve 4 mister Martin Johansen sin andenplads til Christian K Jensen, Subaru Impreza WRX, som også har fire-hjulstræk, og svenskeren Joachim Grahn, Mitsubishi rykker forbi Ib Kragh og snupper fjerdepladsen.
Martin Johansen: - Jeg mistede 8 sek. i regnvejret, og de er ikke nemme at indhente. Jeg prøver, men firehjulstrækkerne kører altså enormt stærkt.
Martin Johansen i Suzuki Swift Super 1600 kæmpede hårdt mod de fire-hjulstrukne konkurrenter. (Foto: Sven Lautrup)
Anders Lysen, Sorø, Suzuki Swift udgår på prøve 5, hvor han knækker en trækaksel i starten.
- Det er nogle specielle trækaksler vi har fået lavet til den brede sporvidde, og de kunne altså ikke holde, selv om jeg passede på, sagde en skuffet Anders Lysen.
To-hjulstrækkerne kommer stærkt igen
Halvvejs i rallyet faldt førerfeltet på plads med fire-hjulstrækkere på de første tre pladser, idet Michael Pedersen, Mitsubishi Evo 9 imponerende havde kørt sig op til tredjepladsen.
Brian Madsen og Anders Rygaard kæmpede om 11. pladsen.
- Jeg vil være godt tilfreds med at blive mellem top-ti, sagde Anders.
Anders Rygaard, Honda Civic i den sjællandske natur mens det gik godt. (Foto: Sven Lautrup)
Mod slutningen af rallyet kommer to-hjulstrækkerne stærkt igen, og det lykkes for Martin Johansen at komme forbi Michael Pedersen og genvinde tredjepladsen. Brian Madsen, som yderlig blev hæmmet af et par punkteringer, kører på prøve 8 generel hurtigste tid og er næsthurtigst på prøve 10.
- Nu er jeg ved at arbejde mig op, sagde Brian Madsen.
Oppe foran holder stillingen, Brian Madsen ligger fint på en sjetteplads i sin 10 år gamle Peugeot, og på niendepladsen ligger en glad Anders Rygaard i sin nye Honda. På rallyets næstsidste prøve får Anders Rygaard problemer med koblingen, og på rallyets sidste prøve siger Hondaen stop. -Det var surt, sagde Anders.
Ifølge ihærdige Tina Nielsen fra Slagelse Auto Sport forløb det store arrangement uden de store problemer.
- Vi var glædelig overrasket over de mange tilskuer og fik ros for prøverne, Vores problemer hører til småtingsafdelingen, fortæller Tina.
Placering nr. et og to ønskede hinanden tillykke og sagde tak for en god kamp. Tv det vindende par, Morten Karl og Niels Jørgen Iversen og th. nr. to, Christian K. Jensen (th) og Søren Tøndborg. (Foto: Sven Lautrup)
Resultater kan ses på: rallyresult.dk
Slagelse Auto Sport Sven Lautrup Læs mere om: Slagelse19/05/07 - Slagelse - DM Rally |