Som det sig hør og bør ved en Special Saloon Car Festival, er det naturligvis den danske Special Saloon Car klasse der er i centrum, med løb i alle tre klasser.
For yderligere at understrege at dette er Special Saloon Car Festivalen, kører alle tre klasser denne weekend dobbelt program, med to løb lørdag og to løb søndag.
Hvert af disse fire løb er på 14 omgange på den 1750 meter lange og meget udfordrende bane.
For yderligere at give den i forvejen meget spektakulære klasse et pift, har arrangørene inviteret både norske og svenske kørere til at deltage i Special Saloon Car klassen denne weekend.
Dette sikrer at felterne bliver endnu større, og endnu mere spændende og underholdende.
Special Saloon Car klassen har tidligere haft besøg af de norske kørere, blandt andet Kjell Mhyrvold og hans meget voldsomme Studebaker Golden Hawk. (Foto: Motorsporten.dk)
I og med at deltager antallet stiger, har man delt Special Saloon Car klasserne, således at Gruppe 1 kører for sig selv, mens de to store klasser Gruppe 2 og 3 kører sammen.
Da løbene i Special Saloon Car klasserne samtidig tæller med til det nordiske mesterskab, Nordic Yokohama Trophy, kan man være sikker på der ikke vil blive givet ved dørene, men derimod vil blive kørt noget tæt og spændende race.
Men her stopper løjerne ikke
For første gang i dansk motorsportshistorie er det lykkedes at trække hele den tyske Spezial Tourenwagen Trophy (STT) klasse til Danmark, ikke blot med et par biler der deltager i Special Saloon Car, eller med et par opvisningsbiler - nej, klassen skal i forbindelse med Special Saloon Car Festivalen køre to afdelinger af deres mesterskab på Ring Djursland, hvilket sikrer at hele det skrappe tyske felt møder op.
Spezial Tourenwagen Trophy klassen tæller biler som for eksempel:
V8 STAR racere, Chevorlet Corvette, Dodge Viper. Porsche i forskellige udgaver samt nogle hidsige BMW, Audi og Mercedes Benz'er.
De der ikke nåede ud på de europæriske baner og opleve de buldrende V8STAR biler, får nu en chance på Ring Djursland, hvor flere af dem deltager i Spezial Tourenwagen Trophy klassen. (Foto: Motorsporten.dk)
Publikum får rig mulighed for at se disse spændende og muskelsvulmende biler på banen, da deres to løb strækker sig over hver 25 minutter, hvilket burde give dem tid til 26 - 27 omgange.
Samlet for Special Saloon Car og Spezial-Tourenwagen-Trophy klasserne regner arrangørene, Fonden Ring Djursland Motorsport og Djurslands Motor Klub Autosport, med mindst 80 biler til start ved Special Saloon Car Festivalen.
Udover de mange voldsomme racere, der nok byder på den største samling hestekræfter på en dansk bane i år, kommer der også nogle deltagere der har knapt så mange hestekræfter til deres rådighed - uden at det dog gør dem langsommere af den grund!
Som den sidste klasse der er inviteret til Special Saloon Car Festivalen finder vi nogle 250 cc Go Karts, der her skal køre en afdeling af det nordiske mesterskab.
Go Kart kørerne skal ud i to løb, af hver 15 omgange.
Special Saloon Car Festivalen på Ring Djursland har altid været noget særligt, men det ser ud til at det i år bliver både større og mere spændende end nogensinde, så kom på Ring Djursland den 26. og 27. maj til et brag af farver og hestekræfter.
Programmet går fra lørdag morgen klokken 08:05 til 16:50, samt søndag fra 09:30 til 16:50, og sluttes af med et ekstra løb - en landskamp mellem Special Saloon Car kørerne fra de nordiske lande! Hr. Nielsen
Læs mere om: Ring Djursland27/05/07 - Ring Djursland - Special Saloon |