Efter at have score en fremragende 2.plads på Donington Park i England, blot 7/10 sekund fra vinderen, den VM-førende Kenan Sofuoglu fra Tyrkiet, styrtede danskeren først i Valencia, siden i Assen og nu under 6. afdeling af Supersport VM på Monza banen.
“Jeg kom ud over den hvide stribe, hvad der er helt normalt i et race. Men i stedet for almindelig græs, havde man lagt kunstgræs, som er skøjteglat og det var det, der sendte mig i luften,” fortalte en godt ærgerlig Robbin Harms efter løbet.
Robbin Harms styrtede men slap for skader under søndagens VM-løb på Monza i Italien. (Foto: Vivi Siiger)
Indtil styrtet havde Robbin Harms gennemført en så perfekt weekend som det var muligt med et par ødelagte diskos i nakken og et brækket kraveben. Han havde kørt præcis så forsigtigt, som han havde planlagt og formåede endda at kvalificere sig til start fra 9. pladsen.
Harms var hurtigt fra startlinien og befandt sig efter et par omgange på 6. pladsen med en realistisk chance for at tage 4. pladsen efter en omgang eller to. Men i den hurtige venstrekurve i udgangen af den såkaldte "Lesmo 2" kurve snittede har kunstgræsset, der er fremstillet af et plastmateriale. Motorcyklen sendte Robbin Harms på en ordentlig lufttur og han ramte banen for siden at havne ude i autoværnet.
“Andet skete der ikke,” siger han. “Jeg er lidt øm, men det er blot muskelsmerter, der er ikke sket noget som helst andet, så egentlig har jeg det udmærket og så gælder det bare om at se fremad.”
Det er svært at tale om held i en så kompleks sportsgren som motorsport, men til Robbin Harms fordel tæller det, at hans nærmeste konkurrenter i VM-kampen heller ikke har haft det al for let. Før løbet på Monza lå danskeren på 5. pladsen, efter løbet er han VM 7’er, men kun 14 VM-points skiller nr. 3 fra nr. 7 og der er kun 4 points fra Harms til manden på 4. pladsen. Man får 25 points for en sejr.
“Lige nu er jeg mest sur over, at det skete,” tilføjer Robbin Harms, der i Supersport VM bakkes op af MC-Hjørnet i København. “Men der er kun to uger til næste løb, så det er det, jeg koncentrerer mig om nu.”
Næste VM-løb foregår på Silverstone Grand Prix banen i England, en bane som danskeren har det udmærket med. Det efterfølges af yderligere seks VM-afdelinger i år.
Stillingen i VM efter søndagens løb:
1. Kenan Sofuoglu (TUR), 145 pts.
2. Fabien Foret (FRA), 87 pts.
3. Katsuaki Fujiwara (JAP), 53 pts.
4. Gianluca Nanelli (ITA), 43 pts.
5. Barry Veneman (HOL), 41 pts.
6. Andrew Pitt (AUS), 40 pts.
7. Robbin Hams (DEN), 39 pts.
Scandinavian Racing Press i samarbejde med MC-Hjørnet Vivi Siiger og Søren Clauding Læs mere om: Monza |