Da Ring Djursland den 28. april lagde asfalt til sæsonpremieren på DEC var Team Lindholms forventninger til en podieplacering høje. Den skærpede konkurrence fra de andre i klassen betød øget fokus på taktik igennem løbet. Selvom qualifyingen kun gav en startposition som nummer tre, var der i teamet enighed om, at løbet skulle vindes på en ny taktik.
(Foto: RaceTeam-PR)
I selve løbet gik det fint de første par timer, og Team Lindholm Porschen var planmæssigt i front efter et planmæssigt pit-stop og en stop & go til Drive4Fun teamet.
Men som løbet skred frem blev det klart for teamet, at Porschen havde det for varmt.
”Så længe bilen kørte var der ikke noget at mærke, men ved et pit-stop blev det klart for os, at der skulle laves nogle ændringer hvis bilen skulle holde hjem. Det kostede masser af tid i pitten, og resulterede i den skuffende femteplads,” fortæller Henrik Bollerslev fra Team Lindholm Biler.
(Foto: RaceTeam-PR)
Det vil teamet ikke opleve igen, så derfor bliver Porschen sat på traileren, og kursen går mod Padborg Park den 15. maj hvor bilen for alvor skal testes igennem. Samtidig skal der også arbejdes lidt med pit-stop strategi og kørerskift, da det også skal fungere bedre end det gjorde på Ring Djursland.
”Konkurrencen i klassen er blevet meget hårdere i år, og det er kun fedt med de ekstra udfordrere. Det kræver så også bare, at vi gør det endnu bedre end sidste år, hvis vi skal have chancen for at gentage succesen,” slutter Henrik Bollerslev.
Team Lindholm Biler RaceTeam-PR Læs mere om: Team Lindholm BilerRing Djursland28/04/07 - Ring Djursland - Danish Endurance Championship |