Danish Endurance Championship 24/04/07
|
|
Ring Djursland slår portene op til Premiereløbet i den sidste aprilweekend Når kalenderen om kort tid siger lørdag den 28. april, så kan den danske motorsportssæson indenfor asfaltbanedisciplinen for alvor begynde. Ring Djursland slår portene op til sit Premiereløb, hvor der lige fra start bliver lagt hårdt ud. Året begynder nemlig med den første af i alt fire afdelinger af sidste års succesfulde nyhed, Danish Endurance Championship. |
Ring Djursland har en lang tradition for langdistanceløb med en række løb i halvfjerdserne og firserne, men i 2006 kom der for alvor skub i denne specielle og meget krævende bilsportsdisciplin, da Danish Endurance Championship så dagens lys som det første løbsserie af sin art på dansk grund. Premieren fandt dengang også sted på Ring Djursland, hvor 20 mandskaber stillede til start, og at succesen er kommet for at blive, understreges af, at der denne gang er tilmeldt 31 mandskaber.
Feltet fordeler sig på tre forskellige klasser, der hver især kæmper indbyrdes, og der er lagt op til nogle drabelige kampe, hvor det dels gælder om at køre stærkt på banen, dels gælder om at arbejde hurtigt i pitten, når der skal skiftes chauffør og tankes benzin.
Det ubetinget hårdeste klasse bliver klasse 2 for biler mellem 1600 og 2000 cm3, som udgør godt halvdelen af feltet. Sidste år var der hård og tæt kamp i denne klasse, der flere gange også bejlede med i kampen om den generelle sejr, og dette år tegner ikke til at blive mindre spændende. Mesterteamet Padborg Park Racing stiller til start med en ny Honda S2000-sportsvogn, men kommer også til at møde hård modstand fra Dan Agro Racing, der i vinterens løb er gået fra en til to biler, mens et nyt stærkt hold har meldt sig i kampen. Det er P-Motorsport, der deltager med en af de nye Renault Clio Sport III-modeller, som får en stærk kørerbemanding. Trioen bag rattet består nemlig af Per Poulsen, Årup, der de sidste tre år er blevet toer i Fleggaard Renault Clio Cup, og veteranerne Jørgen Poulsen, Årup, og Erik Christensen, Holbæk, der har adskillige sejre i langdistanceløb på deres CV.
Men også klasse 3 for de største biler over 2000 cm3 kan forventes at blive meget mere spændende end sidste år, hvor klassen blev domineret af Team Lindholm Bilers Porsche 996 GT3 Cup, som også vandt på Ring Djursland. Holdet kan bl.a. vente skarp modstand fra tilsvarende biler, der indsættes af JH Motorsport, som sidste år lejlighedsvist kørte stærkt i en BMW, og Drive4Fun, som efter at have taget den samlede sejr i klasse 1 nu vil kæmpe med om førstepladsen i den hurtigste klasse.
Sidste år vandt denne Porsche løbene i Danish Endurance Championship på Ring Djursland, men når sæsonen starter den 28. april bliver konkurrencen meget skrappere. (Foto: Morten Alstrup)
Deltagerne i Danish Endurance Championship kører træning og kvalifikation lørdag formiddag forud for det fire timer lange løb, som starter klokken 12.00. Premiereløbet på Ring Djursland fortsætter i øvrigt søndag, hvor der køres løb for historiske biler, Syver Race Cup og 1600 Challenge.
Fonden Ring Djursland Motorsport Læs mere om: Ring Djursland28/04/07 - Ring Djursland - Danish Endurance Championship |