Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Special Saloon Car

Sort uheld for Michael Klostermann

Special Saloon 
18/04/07 

Et uheld der bør vække eftertanke
I dag skulle Michael Klostermann for første gang ud at køre i sin nybyggede BMW E46 til Special Saloon Car. Efter lidt småjusteringer begyndte bilen at køre fornuftigt, men pludselig kom bilen ikke retur fra Big Mag.
 

Samtidig begyndte røgen at vælte op fra banens fjerneste ende, mens de øvrige biler fortsatte med at køre.


Bilen står i flammer
(Foto: Spider-Web.dk/Jan-Gripping)

Efter en del opstandelse i pitten hvor folk ledte efter brandslukningsmateriel, kom vi ud til svinget og så bilen totalt omspændt af flammer. Heldigvis gik Michael ikke så langt derfra, så det var trods alt ’kun’ materielle værdier.


Bilen står omspændt af flammer
(Foto: Spider-Web.dk/Jan-Gripping)

Michael fortæller, hvad der skete: ”Jeg gik gennem chikanen i fuld fart og skulle så bremse en smule ved indgangen til Big Mag, da pedalen gik helt i bund! Det reddede jeg med en nedgearing, men så væltede en ildkugle ind i kabinen. Der gik ikke et sekund, så var alt sort og orange, så jeg holdt vejret og ledte efter et eller andet til at stoppe bilen. Jeg turde ikke løsne selen før bilen var stoppet, for jeg anede ikke hvor hurtigt jeg kørte eller hvad jeg ville ramme. Det blev sandkassen og jordvolden, og så var det bare med at komme ud. Men jeg kunne ikke finde hægten til sidegardinet. Jeg blev nødt til at trække vejret dybt og tænkte bare, at det overlever du ikke en gang til. Så begyndte jeg at tælle mig frem til låsen på gardinet og fandt den endelig.

Jeg er ikke ligeglad med bilen, men jeg er simpelthen så gal over, at alle de andre kørere bare fortsatte med at køre. Det gør man bare ikke – man hjælper hinanden med at begrænse skaderne. Jeg forstår heller ikke, at det er tilladt at afvikle testdage uden nogen form for sikkerhed på banen. Flagposterne er ikke bemandet, der er ikke brandslukningsmateriel i pitten eller ved pitudkørslen, der er ingen overvågning af banens fjerneste dele og man har end ikke en lille hurtig bil med noget slukningsmateriel.


Bilen som den tog sig ud inden ulykken.
(Foto: Spider-Web.dk/Jan-Gripping)

Sidste år grinede de ad mig i teamet, fordi jeg sad og talte maskerne i sidenettet – i dag reddede det mit liv, men det er grotesk, at man vil spærre folk inde i en brændende bil for at redde en brækket arm. Hvis sidenettet skal være der, så skal der være en helt ensartet låsemekanisme – og den skal også kunne betjenes udefra af flagposter.

Vores sport er inde i en helt forrygende udvikling, men vi skal tage fat nu, så vi ikke får alvorlige ulykker, som vil ødelægge dansk motorsport. Jeg vil på det kraftigste opfordre DASU og baneejerne til at få lavet nogle fornuftige sikkerhedsregler for testdagene, inden det ender galt.”


Det triste syn af den udbrændte bil.
(Foto: Spider-Web.dk/Kim-Gripping)

En fattet, sodsværtet mand sætter sig ind i bilen for at køre hjem …..

Klostermann Racing
Jan Gripping

Læs mere om:
  • Michael Klostermann
  • Klosterman Racing
  • Padborg Park
  •