Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

DTM

Det ultimative DTM-preview - 2. del

DTM 
19/04/07 

DTMTæt på klassens otte fabrikskørere
I anden del af den store DTM optakt, har Aslak Vind og Benjamin Bredahl set de otte formodede bedste kørere an i sømmene. Hvad kan vi forvente af Bernd Schneider? Er han blevet for gammel? Hvad er Tom Kristensens chancer i 2007?
 

I går fik de 12 første kørere i feltet deres dom - hvem bliver et hit og hvem bliver et flop. Nu er tiden så kommet til de kørere som alle forventer kommer til at dominere overskrifterne den kommende sæson. Så her er Vind og Bredahls kommentarer:

1: Bernd Schneider, HWA AMG-Mercedes C-Klasse 2007:

Benjamin: Det skal indrømmes: forud for 2006-sæsonen havde jeg ikke set Bernd Schneider som mester, men han fik sin anden ungdom igen. Igennem årene er jeg altid blevet betaget over hvordan han ud fra selv umulige forhold – dårlige startplaceringer, problemer med bilen – er kommet til en podieplads og endda sejre. Men der er så heller ingen anden i feltet der kender gamet bedre. Mercedes kommer med en ny C-Klasse, og det kan have fordele og ulemper. Den bør dog være gennemtestet inden den rammer Hockenheim. Dog tror jeg at Schneider skal holde øje med at der også internt i Mercedes-hierariket er nye folk der presser sig på. Mester i 2007? Han kan som godt gøre det igen – men egentlig kunne jeg godt tænkt mig at se en anden. Det var blot to sejre som Schneider hentede sidste år, så en mere aggressiv kører må meget gerne tage titlen 2007! Et godt tip er dog at Schneider vinder åbningsløbet på Hockenheim...

Aslak: Nå, så Den røde Baron vinder på Hockenheim? Ja, han har en skræmmende statistik. Bernd slider folk op, han er som en lille stædig terrrier, der bare bliver ved med at komme tilbage og bide i buksebenet, uanset hvor meget man sparker ud efter den. På et eller andet tidspunkt laver Audi og de unge Mercedes kørere en fejl, og så springer Bernd frem fra hans sekundære position. Meget stærk psyke, de eneste ubekendte er teknikken i den nye monster C-Klasse, samt som Benjamin nævner: de unge stjerner, der er trætte af Bernds skygge. Så loyaliteten kan briste undervejs i Schneiders titelforsvar. Bruno kan dog meget vel blive manden der slutter tyskerens fest. Hvis de kan holde disciplinen internt, så kan Bernd tage sit sjette mesterskab. Meget afhænger af, hvor meget speed Toms Audi kan mønstre!


Bernd Schneider i kamp mod de unge løver hos Mercedes - og Audi med Tom Kristensen
(Foto: DTM)

2: Bruno Spengler, HWA AMG-Mercedes C-Klasse 2007:

Aslak: Den kommende DTM mester anno 2007? Den eneste alvorlige trussel i det projekt, kommer fra Bernd Schneider og Tom Kristensen. Tom er nede på point, da Audi starter med en opdateret R13, frem for en helt ny bil, den kommer først in 2008. Vi har før set med R12Plus, at det ofte medfører lidt gambling. Schneider vil få kam til sit hår, og vinder formentligt de to Hockenheim løb som han plejer. Bruno har fuldstændigt pillet pynten af ”onelap wonder” Jamie Green, Gary Paffet kører i en 2006 Persson Mercedes, og Hakkinen tror jeg ikke bliver en trussel i mesterskabet, tror at finnen igen har motivationsproblemer. Spengler oser af selvtillid, han nyder godt af at han er Haugs helt personlige opfindelse, og den unge fransk-canadier ser uhyggelig stærk ud. Det eneste der bliver svært for ham, bliver de nye teknisk svære baner som Mugello. En ting er at køre dem i F3, noget andet er i en DTM høvl.

Benjamin: Hvis jeg skal sætte et navn på hvem der kunne blive mester for Mercedes, så tror jeg på Spengler. Fire sejre i sidste sæson understregede at Mercedes har fået nurset et nyt guldæg frem. Tidligere tvivlede jeg godt nok på om en tidligere Formel 3-kører med middelmådige resultater kunne begå sig. Men han viste stor styrke. Generelt ligger han pænt til i kvalifikationen – men han kan da også vinde på nye baner. Han tog det hele på Bugatti-banen, så selv på nye baner tror jeg ikke kan skal underkende ham.


Vind & Bredahl enige (for en gangs skyld!): Spengler er Mercedes bedste bud i 2007
(Foto: DTM)

3: Mattias Ekström, Audi Sport Team Abt Sportsline Audi A4 DTM 2007:

Aslak: Jeg håber, at vi ser Matthias på Le Mans i år, i den tredje R10 sammen med Luhr og Rockenfeller. Svenskeren er en af mine yndlinge, han har en fænomenal speed, og den der undervurderer ’Eki’ begår en stor fejl. ”The comeback man” har fået så mange tæsk, og alligevel rejser han sig, som var han med i en Kessler kamp. Hvor meget R10 projektet kommer til at forstyrre hans cirkler, mangler vi at få at se. Personligt tror jeg, at vi vil se svenskeren tage enkeltsejre, og på podiet i ny og næ. Derudover ofres han igen strategisk, for at give Tom K arbejdsro bagfra. Men jeg tror, at Mercedes får en fordel i år med de nye biler, og den Audi kører der kommer bedst ud af det, bliver igen Tom Kristensen.

Benjamin: Skal vi ikke lige have ham bekræftet først til Le Mans, Aslak? Anyway – jeg er enig. Han fortjener mere, men Le Mans er så også noget helt, helt andet end DTM og touringcar som ’Eki’ er bedst kendt med. Jeg tror ikke at Audi fra starten har udset svenskeren som det taktiske redskab bag Tom Kristensen. Han havde en forfærdelig 2006-sæson, men kommer han godt fra start i år, så bliver han mindst lige så stærkt et kort på hånden som Tom Kristensen. Han må være meget opsat på at bevise at 2006 kun var et ’one-off’. Hvis ikke han melder sig ind i kampen fra første løb, så tror jeg at Audi skal overveje hans fremtid. Og så er det spørgsmålet om det skal være Le Mans. Han bliver farlig i 2007 – både for Mercedes og Tom Kristensen!


Ekström skal tilbage på sporet efter et miserabelt 2006
(Foto: Audi Motorsport)

4: Martin Tomczyk, Audi Sport Team Abt Sportsline Audi A4 DTM 2007:

Benjamin: Det var ikke imponerende det vi så i 2006 til Tomczyk, men han reddede lidt af sit renomé ved at hente sin første sejr i Barcelona. Men der skete også mange ting i Tomczyks liv sidste år – blandt andet flyttede han endelig hjemmefra... Han kan være lynende hurtig på en enkelt omgang, men det så vi ikke så meget til i kvalifikationerne. Derfor var han ikke det store aktiv oppe foran, undtagen i de sidste løb hvor han fik mere styr på raceren. Han er af mange blevet erklæret for fortid som fabrikskører, og han går ind til denne sæson med kniven for struben, men han ser ud til hele tiden at kunne overleve. Men det går næppe for evigt.

Aslak: Hvis ikke den gode Wolfgang Ullrich var gift i forvejen, så havde han giftet sig med Martin Tomczyk. Martin nævnes som Audis egen opfindelse, og det skal han være glad for. Der er en grænse for, hvor længe sønnen af præsidenten for det tyske motorsportsforbund, kan blive ved med at levere sekundære og vaklende resultater, og stadig være Audi fabrikskører. Hvis jeg var Martin, ville jeg holde øje med de unge juniorstjerner, Premat og Luhr kan meget vel overtage hans Red Bull Audi i 2008. Det hele afhænger af Martins lidt vaklende psyke, han var heller ikke gode venner med R12Plus raceren sidste år. Hvis Ekström tager fuglen på ham, så er det ud, uanset energidrik eller ej. Han har fået alt for lang snor, det er absolut sidste chance og hvis ikke Ullrich tager konsekvensen så gør Audi det for ham..!

5: Jamie Green, HWA AMG-Mercedes C-Klasse 2007:

Aslak: En typisk formelkører, dog undrer det mig at det har taget ham så lang tid at forstå, at en DTM bil skal køres smooth. Alt for aggressiv mod dæk og bil, og i nærkampe kortslutter det stadig oppe i hovedet på briten - og så er han farlig at være i nærheden af. Knægten er svinehurtig, men det her er sidste chance hos HWA fabriksteamet. Kvajer han sig, bytter han plads med Paffet, og der er kun en vej på den stige og det er nedad. Darren Turner er det sidste eksempel på den deroute. Tror at Green, som jo unægtelig er svinehurtig på en flyvende omgang, dels har halvdelen af sin bevidsthed i Formel 1, hvor han aldrig når hen, og resten bruges til at dyrke frustrationen mod Spengler, der har gjort Green fuldstændigt til grin.

Benjamin: Pole-kongen 2006 – men sikke et flop i løbene. Som du siger – kiksede han total under pres. Mercedes skal næsten have givet ham en mental-træner henover sæsonpausen for at få luget ud i de der mystiske kiks. Og så har du ret – han kører den racer helt forkert!

6: Mika Häkkinen, HWA, AMG-Mercedes C-Klasse 2007:

Benjamin: Sikke et scoop for DTM at få Häkkinen med i 2005, men hvilken skuffelse i 2006. Okay, det blev til tre podie-placeringer, men der blev også noteret tre 11. pladser på DTM bal-kortet 2006. Det er ikke godt nok! Motivationen så ud til at være helt i bund fra den finske kørers side. Og der overlader det andet Mercedes-fabriksteam i et mærkeligt tomrum: en halv-motiveret kører og en overtændt brite. Arvefølgen hos Mercedes synes ikke særlig godt anlagt, og helt sikkert er det at Häkkinen ikke har det der skal til for at blive mester. Han er blevet decimeret til kun at være et navn der kan trække overskrifter og tilskuere. Hvor blev magien fra Spa i 2005 af? Siden det løb har det været middelmådigt fra den tidligere Formel 1-mesters side. Come on Mika!

Aslak: Min gamle helt, bliver helt blød når talen falder på den gamle F1 champ! Men han er også den eneste jeg kender, der har slået et dobbelt flik-flak med en DTM racer. Hvor har han lavet mange stygge fejl, når han presser sig selv for meget. Jeg er ikke sikker på, at Mika helt har fokus på DTM, og hvordan bilen køres bedst og mest smooth. Det virker som om han er i et limbo med sin karriere; DTM interesserer ham ikke mere, F1 kan det ikke blive.. Han er perfektionist, bliver frustreret, og så går det helt galt for ham. Vi så det med hans F1 flirt sidste år, hvor han skulle prøve om det virkede, hvilket det heller ikke gjorde. Måske den nye C-Klasse er den sidste motivationsfaktor? Måske er 2007 Hakkinens sidste DTM år?


Stadig yderst populær for DTM - Mika Häkkinen
(Foto: DTM)

7: Tom Kristensen, Audi Sport Team Abt Sportsline, Audi A4 DTM 2007:
Aslak: Jeg er begyndt fundere over, om det er en god ide at Tom som den eneste Audi kører har sit dobbeltprogram med både DTM og Le Mans. Tom K kan man naturligvis ikke holde fra La Sarthe, men jeg synes at det er begyndt at vise sig som den danske superkørers eneste hæmsko. Så teknisk dygtig som han er, vil han blive en stor del af Audis udviklingsprogram igen i år, med de nye dæk og den banebrydende front på bilen. Men jeg tror, at grunden til at vi ikke har set Tom som DTM mester endnu, er at han har lidt rigeligt på sin tallerken, og det er der ikke råd til i DTM serien. Det hjælper bestemt heller ikke, at den politiske scene hos Audi Sport ser yderst speget ud, med stadig flere beslutninger som tages hen over hovedet på Dr. Ullrich. Men; Tom K vil helt givet igen i år være Audis spydspids, denne gang godt hjulpet af den første stærke teammate han har haft, nemlig Timo Scheider, og de nye Dunlop dæk der giver bedre performance over distancen. Til sammen vil han være med helt i top, kun truet af Spengler og Schneider! Minimum sølvmedalje!

Benjamin: Vi skal da have Tom K som mester i 2007! Intet mindre! Mercedes var blot bedre i 2006. De fire fabrikskørere fra Mercedes hentede tilsammen 47 point mere hjem end Audi, og det kan godt mærkes hvis du vil begå dig helt oppe foran.

Når Tom K vandt, så lå Schneider som nummer 2, mens de andre Audi-kørere rodede rundt på 6.-7. pladserne. Det er dog lidt beroligende at høre Tom K udtale sig positivt om de nye Dunlop-dæk, og hvis der kan komme mere stabilitet i Audi’ens præstationer, så tror jeg godt han kan gøre det. Men Audi skal holde hele vejen, og de tabte pusten til sidst. Tom K bliver en titelkandidat, men skal også selv holde øje med Ekström internt hos Audi.


I år skal det være - Tom Kristensen bliver Audis mand igen i 2007
(Foto: Audi Motorsport)

8: Timo Scheider, Audi Sport Team Abt Sportsline Audi A4 DTM 2007:

Benjamin: Det var meget skarpt set af Audi at hente Scheider tilbage til DTM. Den tidligere Opel-kører kender gamet i DTM, banerne og de krav der stilles. En kort omvej til FIA GT stoppede ikke lysten til DTM, og han fandt med det samme melodien. Allerede et år efter sit comeback sidder han nu i et fabrikssæde, og det er fuldt fortjent. Han var klart den bedste Audi-kører i de ældre racere, disponerede sine løb meget fornuftigt og hentede henover sæsonen 12 point, hvilket er fuldt tilfredsstillende. Og da Frentzen i det sidste løb underskrev sin egen fyreseddel, så kunne der kun være ét navn på listen over erstatninger. Scheider har ofte været meget stærk i kvalifikationer i sine unge år, men på det seneste synes det mere til at han kører meget taktisk. Det bliver et spændende år for tyskeren – men han bør ikke komme til at true Ekström og Tom som de to Audi-topkørere.

Aslak: Jeg skal indrømme at jeg var lidt tvivlende over, at Audi tog Timo frem for Marcel Fässler. Forskellen var at Timo var skarp, og valgte at køre en 1 år gammel bil i et år, og ofre sig loyalt for strategien. Marcel smækkede døren, hvilket var ufatteligt dumt. Tom K har ry for at smadre sine teamkammerater, men nu har han med Scheider fået en der kan give ham modspil. Jeg tror at du tager fejl; Timo Scheider er en meget komplet kører, og med Mattias´ lidt vaklende 2006 sæson, så kan Timo meget vel stå ved siden af Tom på podiet, når sæsonen er slut. Han er uhyggelig hurtig og meget stabil, og nyder stor støtte internt hos Audi. Men han fik jobbet, da Villeneuve og Montoya sagde nej, og gudskelov for det: Timo ville kunne rundbarbere de to F1 koryfæer på en DTM bane. Jeg kender ikke andre, der kan få en A4 til at være så bred, når der er en Merc bagved.


'Eksperterne' er uenige om Scheider går til tops fra starten - men enige i at han er det rette valg for Audi
(Foto: DTM)

Med disse to artikler hvor de 20 kørere er kommet under kærlig behandling, ønsker vi alle læsere en rigtig god 2007 DTM-sæson!

Læs mere:
1. del af preview

Benji

Aslak Vind

Læs mere om:
  • 22/04/07 - Hockenheim - DTM
  •